Brug nettet når vandmåleren skal skiftes ud med en ny
Hvidovre Vandforsyning vil gøre livet lettere for borgerne med en ny indberetningsmåde
Hvert år skal 1.500 husstande i Hvidovre have udskiftet deres vandmålere. Hvert år har borgere og Hvidovre Vandforsynings medarbejdere skullet koordinere kalendere og booke tider over telefonen - vel at mærke inden for vandforsyningens åbningstid, som falder sammen med mange borgeres arbejdstid, aflevere-og-hente-børn-tid, indkøbstid og "jeg–har-ikke-tid"-tid i almindelighed. Indtil årsskiftet 2005/2006. Mellem jul og nytår satte Vandforsyningen et nyt system i drift. Reserverer tid Det nye system betyder, at borgerne via Vandforsynin-gens hjemmeside kan reservere tid til udskiftning af vandmåleren. - Borgerne får et brev fra os om, at nu skal deres vandmåler udskiftes, og så kan de enten ringe eller bruge booking-systemet på vores hjemmeside, siger leder af Vandforsyningen Lars Thiesson. - Fordelen ved at bruge det elektroniske system på hjemmesiden er, at man selv kan reservere tid i vores kalender, og det kan gøres når som helst og hvor som helst, hvor man adgang til en computer med internetforbindelse. Kan indberette tal Borgerne kan desuden bruge www.vand.hvidovre.dk til at indberette tallene fra aflæsningen af vandmåleren og se deres aflæsninger fem år tilbage i tiden. På den måde kan man følge med i husstandens vandforbrug. Vandforsyningens nye bookingsystem er udviklet af NNIT og har kostet ca. 200.000 kr. Lars Thiesson vurderer, at Vandforsyningen til gengæld vil kunne opnå en besparelse på driften, når 20-30 % af alle husstande i Hvidovre bruger den elektroniske løsning. - I første omgang har vi tænkt i ren borgerservice, understreger Lars Thiesson, og tilføjer: - Men internt giver systemet en række fordele i forhold til planlægning af arbejdet, målinger og statistik, nævner han. Senere vil Vandforsyningen bygge videre på systemet med en administrativ del, som borgerne ikke vil kunne mærke noget til. - Ressourcemæssigt er det først og fremmest den nuværende del, der vil kunne mærkes mest, siger han.