Det bedste resultat i tennisklubbens historie
Hvidovre Tennisklub inde i rivende udvikling især på ungdomssiden
l TENNIS: Klubbens ungdomsafdeling er på blot 6 år tredoblet og i takt med at kommunen har bygget tennishal og dermed udvidet faciliteter indendørs til 2 baner, er aktivitetsniveauet og mængden af tilbud steget betydeligt. Det har blandt andet betydet, at klubbens medlemmer i højere grad har mulighed for at dyrke deres sport og klubbens mange talentfulde juniorer nu får den træningsmængde, der er nødvendig. Ved de seneste juniordanmarksmesterskaber i påsken, hentede Hvidovre Tennisklub hele 4 medaljer, hvilket er det bedste resultat i klubbens historie. I U-18 rækken imponerede 1. års U-18 spilleren Marc Ferrigno ved at spille sig i semifinalen. Undervejs slog han 3. singlen på U-18 landsholdet, men måtte i semifinalen strække våben mod en stærkt spillende Christoffer Kønigsfeldt fra Hørsholm/Rungsted. Også i double imponerede det unge Hvidovretalent. Her nåede han hele vejen til finalen, blandt andet via sejr over den bedste U-18 spiller i Danmark, Søren Wedege. Desværre blev det ikke til guld til Marc Ferrigno i double og igen var Christoffer Kønigsfeldt spilleren, der stoppede ham. Også i U-18 damedouble markerede Hvidovre sig. Den nyslåede Sjællandsmester Laura Dahlstrøm tabte dog med sin makker, Maria V. Toft, semifinalen. Sidste medalje kom i U-14 rækken, hvor Hvidovre Tennisklubs forhåbninger knyttede sig til den talentfulde Maria H. Olsen . Desværre havde Maria H. Olesen en regulær off-day og tabte tidligt i singleturneringen. Hun tog dog revanche ved at vinde bronze i double, med Thale Myhre fra Lyngby. Næste store opgave for de unge talenter, er de udendørs danmarksmesterskaber i henholdsvis Silkeborg og Randers til sommer. Med junior danmarksmesterskaberne afsluttes indendørssæsonen, og tennisklubben slår nu dørene op til en ny udendørssæson på Hvidovre Stadion og byder derfor alle til at prøve tennisspillet. Sæsonen åbnes officielt søndag den 29. april, men det forventes allerede at være muligt at spille på banerne i ugen op til sæsonåbningen. Selve sæsonåbningen fejres i klubben med standerhejsning, morgenbrød, åbningsturnering, opvisningskampe og meget mere. "Ketcherhejsning", som åbningen kaldes i Hvidovre Tennisklub, finder sted søndag den 29. april fra kl. 9.00 og alle er velkomne.