Orgelet lever op til organistens forventninger
Risbjerg Kirkes nye orgel blev færdigt i sidste øjeblik, men i søndags blev det indviet af menigheden og organisten
- Jeg glæder mig både på menighedens og egne vegne til at vise det sande potentiale i det nye instrument, siger organist i Risbjerg Kirke, Lise Dynnesen, og jeg kan love, at det bliver en helt anderledes og tilfredsstillende oplevelse for tilhørerne. Lise Dynnesen savnede volumen i det gamle orgel, specielt ved højtider, når kirken var fyldt, men manglen på solostemmer gjorde også, at det ikke var muligt at farve musikkens udtryk ordentligt. - Men det er der rådet bod på nu med det fine nye instrument, selvom orgelbyggeren har været på overtid, griner Lise Dynnesen. Den stakkels mand blev først færdig sent fredag aften, men vi havde jo annonceret orglet i drift fra søndag, så han måtte bare klø på. Lise Dynnesen er en stor J.S. Bach fan, og hun holder specielt meget af hans Toccata og Fuga i d mol, BWV 565: - Store pompøse stykker som Toccata kommer rigtig til sin ret på det nye orgel. Men J.S. Bach skrev jo også mange orgelværker, fordi han gennem sit liv var knyttet til kirken. Men det er unægtelig lettere idag end på Bachs tid. Dengang blev orglerne forsynet med luft til piberne fra nogle fodbetjente bælge, så kirken indkaldte en masse mænd, som kunne levere muskelkraft, hver gang Bach skulle spille. I dag bruger orglerne komprimeret luft, som forsynes fra en elektrisk kompressor, så Lise Dynnesen kan sagtens snige sig ind i kirken og øve i ny og næ - uden muskelkraft. jr