"Ja tak" til institutioner
Hvidborg, Aurora og et bofællesskab overgår fra amtet til kommunen den 1. januar 2007
Fra 2007 hører behandlingshjemmet Hvidborg, Ungecenter Aurora og bofællesskabet Gl. Køge Landevej til Hvidovre Kommune. Det er resultatet af forhandlinger mellem Københavns Amt og Hvidovre Kommune, der har satset på en strategi med kun at ville overtage såkaldt "skal"-institutioner i forbindelse med strukturreformen. Dermed er værkstedet på Biblioteksvej ude af billedet - den var ellers med i opløbet til det sidste. Alt i alt er Hvidovre sluppet relativt billigt, idet kommunerne i amtet til sammen har måttet sige ja til hele 83 procent af tilbuddene til udviklingshæmmede, sindslidende, personer med autisme m.v. Kun 18 procent af tilbuddene skal overdrages til Region Hovedstaden. Heldagsmøder Forstander på Hvidborg, Dion Hansen, fortæller, at han både har været indkaldt til heldagsmøder i amtet og andre organisationer om de endelige beslutninger om "kan" og "skal"-institutionernes placering. - Vi er blevet orienteret om, at vi skal til Hvidovre Kommune, hvilket vi er meget glade for. Vi ser frem til et positivt fremtidigt samarbejde. Nu skal vi i gang med og følge den almindelige og fastsatte procedure for at komme videre. Det er vi konstruktivt indstillede på og vi glæder os meget til at komme igang, kommenterer Dion Hansen. Listen Med strukturreformen og amternes nedlæggelse i 2007 skal Københavns Amts institutioner omfordeles mellem amtets kommuner og den nye region Hovedstaden. Københavns Amt har skrevet en liste, der viser omfordelingen. Listen viser, at mens nogle kommuner slet ingen institutioner overtager, må andre tage op til 10-12 stykker. På listen står også navnene Hvidborg og Aurora samt bofællesskabet Gl. Køge Landevej - på sidstnævnte er 4 ud af 6 beboere fra Hvidovre, og derfor overtager kommunen naturligt også dette amtslige tilbud. Fordelingen tager udgangspunkt i institutionernes fysiske placering, men derudover tager fordelingen hensyn til brugernes hjemkommuner, den faglige specialisering, økonomiske hensyn og indbyrdes tilknytning mellem institutionerne. Røde Kors Natherberg for kvinder, Svendebjerggård Krisecenter, Værkstedet på Biblioteksvej, Familievinklen på Hvidovrevej 80 og Lænken på M. Bechs Alle 8 er andre amtslige institutioner i Hvidovre. De to førstnævnte overgår fra 2007 til region Hovedstaden med den begrundelse, at brugerne kommer fra hele det storkøbenhavnske område. Værkstedet overgår til Brøndby, der ønsker at skabe sammenhæng mellem dette og andre lignende tilbud inden for Brøndby Kommune. De to sidstnævnte tilbud henvender sig til alkohol- og stofmisbrugere og deres familier. Familievinklen hører under Københavns Amts Behandlingscenter for Stofmisbrugere, som bliver overtaget af Glostrup kommune, og for at tage vare på den faglige ekspertise har amtet ønsket, at alle tilbud i "Lænken"-regi varetages samlet - af Gentofte Kommune. terf Læs i relation til emnet også artiklen "Skaber orden i børnenes kaos" på side 14 i 1. sek.