Nyt posthus i Hvidovre Syd
CityMail, der er i gang med at etablere sig i hovedstadsregionen, vil indrette posthus på Søvangsvej
l Alt tyder på, at Søvangsvej 1 i fremtiden kommer til at huse et posthus. Det er CityMail Denmark A/S, der har ansøgt Hvidovre Kommune om tilladelse til indretning af posthus med sortering og "velfærdsfaciliteter" på adressen. Byggesagen blev behandlet i Teknik- og Miljøudvalget på et møde i sidste uge. - CityMail er i øjeblikket i gang med at etablere sig i hovedstadsregionen, og vi søger derfor lokaler til vores distributionscentre – det sted, hvor den indkomne post sorteres, inden den bringes ud til modtagerne, siger Gustav Juul, der er driftsdirektør hos CityMail. - Der er stadig enkelte løse ender, før alle 26 distributionscentre har tag over hovedet, men heldigvis tyder alt nu på, at vi kommer på plads her i Hvidovre. Vi kommer til at dække hovedstadsområdet fra Vallø i syd til Gilleleje i nord, og fra Dragør i øst til Holbæk i vest. På den måde kommer vi til at dække ca. en million husstande – eller ca. 40 procent af landets husstande... CityMail debuterede i gadebilledet med udbringning af post i hovedstadsområdet lige efter nytår, hvor Citymails bude begyndte at dele adresseret post ud til husstande i hovedstadsområdet. Forud var gået et helt års forberedelse, hvor CityMail har opbygget deres danske organisation og har fundet ejendomme i lokalområderne til at drive postvirksomheden fra. CityMail Denmark har hovedsæde i Taastrup og ledes af nordmanden Jarle Trandokken, som er adm. direktør. I første omgang vil selskabet tilbyde danske kunder uddeling af breve, der vejer mere end 50 gram, samt adresserede kataloger, brochurer, blade og andre forsendelser med ensartet tryk, sådan som den danske lovgivning i dag åbner mulighed for. CityMail Denmark vil samtidigt være klar som leverandør, når det danske brevmarked bliver givet helt frit. Naboorientering Det ansøgte posthus-projekt på Søvangsvej er ikke helt i overensstemmelse med byplanvedtægten, og der har derfor i perioden fra den 3. til den 17. januar 2007 været foretaget naboorientering. Teknisk Forvaltning har ikke modtaget nogen bemærkninger, og det er således forvaltningens vurdering, at der er tale om en så beskeden afvigelse fra indholdet i byplanvedtægt nr. 15 A, § 3, stk. 1 , at det vil være lovligt at dispensere. - CityMail kommer til at beskæftige 16 ansatte på postfordelingscentret på Søvangsvej, anfører Helene-Julie Zofia Paamand, i henvendelsen til Hvidovre Kommune. - De ansatte kommer til manuelt at sortere posten ved hver deres arbejdsstation, og der skal køres ud med post hver dag fra adressen... oas