Unødvendigt nederlag
Hvidovres volleyherrer skuffede mod bundholdet
l VOLLEYBALL: Hvidovres volleyballherrer mistede et vigtigt skridt i elitekvalifikationen, da det blev til et dumt nederlag på 3-2 imod Grøndal EV, et af rækkens bundhold. - Det er en mindre katastrofe, at vi taber den kamp, og det skyldes helt og holdent vores egne fejl, konstaterer Kasper Lindberg fra klubben. - Et hold som Grøndal er der ikke råd til at tabe til, hvis vi vil tilbage i Elitedivisionen. Men det må vi så håbe, at der bliver alligevel. Vi har været plaget af en del skader på det seneste, og det har nok påvirket træningsindsatsen, men vi stillede stadig med et hold, som burde have vundet den kamp klart. Det var da også tæt på, men i det afgørende sæt tabte vi fire matchbolde, og Grøndal vandt dermed 18-16. - Nu er vores kamp på søndag imod Amager så meget desto mere vigtig. De er de nærmeste konkurrenter til at overhale os, og med en sejr kan vi komme meget tæt på at sikre os en af oprykningspladserne... Damerne har udspillet deres rolle - Vores damer havde heller ikke nogen god weekend, da det søndag blev til et nederlag på 1-3 imod Aabyhøj. Her var Hvidovres chance for oprykning til elitedivisionen dog allerede væk før kampen. Begge hold spiller hjemmekamp i Avedøre Idrætscenter søndag den 19. marts. Damerne klokken 13.30 og herrerne klokken 15.30.