Aktuelt teater om vold og kvindemord
Opføres fredag aften i Hvidovre Medborgersal
Med de seneste ugers voldsepisoder og kvindemord må det vist siges, at dramatikeren Christian Lollikes skuespil "Dom over skrig", der opføres i Hvidovre Medborgersal på fredag den 19. januar kl. 20.00, næppe kan have større aktualitet. Alle mennesker har prøvet at få deres fysiske og psykiske grænser overtrådt på et eller andet tidspunkt i livet. De færreste af os dog ved noget så bestialsk som en voldtægt. Men mon ikke vi alle har en formodning om den rædsel, det må være? I mediernes fremstilling af voldtægtssager er ofrene som oftest tavse – og i retssystemet stilles der spørgsmålstegn ved deres vidneudsagn. Deres stemme mistænkeliggøres, og vi får tit kun eksperternes udtalelser. Hvorfor nu det? Hvorfor skriver en mand et stykke om voldtægt? Er han pervers? Vækkes hans nysgerrighed af det pirrende i det tabubelagte emne? Eller bunder det i et ønske om at provokere vores kulturelle selvforståelse? Og hvorfor går vi ind og ser det? Dramatiker Christian Lollikes udgangspunkt for "Dom over Skrig" var de mange mediedækkede voldtægts- og gruppevoldtægtssager i 2002-2003, den danske oversættelse af den franske filosof Batailles 'Erotikken' (2001) og de indre rystelser i form af ophidselse, fascination, afsky og medlidenhed, som beskrivelserne af voldtægterne satte igang. Under teater "Katapult"`s research på temaet er der dukket en række problemstillinger frem: Er voldtægt et socialt problem? Er det et udtryk for uhæmmet seksualdrift? Hvordan takler samfundet og retssystemet voldtægtssager? Hvilken betydning har pornoficeringen af vores kultur for unges sexvaner? Medvirkende: Olaf Højgaard, Anni Bjørn, Johannes Lilleøre, Barbara Hesselager og Claus Flygare. Instruktør: Isabelle Reynaud, manuskript: Christian Lollike, scenografi: Anne Marie With Bøje, lysdesign: Morten Ladefoged Billet-tlf. hos Hvidovre Teaterforening på 36 49 66 06.