Få en god brugtvogns-handel
Mød Lars Ellegaard på Hovedbiblioteket og få gode råd om, hvad du skal tænke på - ved køb af din næste brugte bil
Næste torsdag den 19. april kl. 19.00 er der Gå-hjem-fyraftensmøde på Hovedbiblioteket, hvor man kan høre Lars Ellegaard fortælle og få gode råd om, hvad du skal tænke på, når du køber brugt bil. Lars Ellegaard er juridisk chef i FDM og har fingeren på pulsen af brugtbilshandlen. Foredraget vil rette sig både mod køberen og sælgeren samt give gode råd, så begge parter kan få en god handel. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål. Hvert år køber knap en halv mio. danskere en brugt bil. Ifølge de nyeste undersøgelser fra Forbrugerstyrelsen fører 40 pct. af alle brugtbilskøb efterfølgende til en klage til sælger. Men hvad er det så man skal være opmærksom på? Der er rigtig mange ting du skal tjekke, oplyser Lise Heding fra HvidovreBibliotekernes ForbrugerINFOpunkt. Meget kan du tjekke selv, og for at hjælpe med dette, har vi kopieret en tjekliste fra FDM med 25 punkter. Forbrugerstyrelsen har lavet en lille tegneserie med 10 huskeregler, som vi også har fremlagt. Kun en brugtbiltest hos f.eks. FDM og et bilsyn giver dig sikkerhed for, at bilen ikke lider af skjulte fejl og mangler. Det er også urealistisk at have forventninger til at gøre et godt kup, hvis du køber en billig brugt bil. 55 pct. af alle familier har bil. Og bilen bliver flittigt brugt. Den bruges som befordringsmiddel til og fra arbejde. Børnene bringes og hentes i institutioner, skoler og sportsklubber. Dagligvareindkøb foregår ofte via bil, ligesom weekendens udflugter, besøg hos familie og venner og længere udlandsrejser. Brugsværdien af en bil knytter sig således i høj grad til at forbedre den personlige frihed og mobilitet. Så det er meget vigtigt, at bilen fungerer. Det er en stor økonomisk udgift at anskaffe bil, så udgifter til vedligeholdelse og reparationer kommer ofte som en ubehagelig uforudset overraskelse. FDM's Tjekliste ved køb af brugt bil og Forbrugerstyrelsen tegneserie, "Ren Besked om køb af brugte Biler", er fremlagt på Hovedbiblioteket og kan afhentes gratis. Gå-hjem-fyraftensmødet med Lars Ellegaard er også gratis.