HBC sprængt til atomer
Guldholdet fra sidste år er helt væk - ny fælles overbygning med DM-favoritterne fra KMB
l BADMINTON: Dansk badminton er inde i en voldsom udvikling og for nogle klubbers vedkommende afvikling for tiden. Penge styrer, og det er der ikke noget nyt i, og det efterlader så klubber i mere eller mindre kaos. HBC's guldhold fra sidste sæson er blevet opkøbt, for de fleste spilleres vedkommende af Skælskør, der har den tidligere HBC træner Michael Kjeldsen som direktør samt et lokalt bryggeri i baghånden, hvor de øvrige spillere er blevet hentet til naboklubben Greve. Senest er den nykårede danske mester Jens Eriksen blevet tilknyttet, og Britta Andersen er på vej til samme klub. Hvad gør man så, når pengene bare ikke er der? HBC fandt en klub i nogenlunde samme situation, måske ikke lige og her, men med samme historie og samme vilkår. For det handler også om vilkår. Såvel KMB som HBC er selvejere, og det koster, når udgifterne løber ind, og der ikke er kommunal økonomisk dækning, selvom Hvidovre Kommune et pænt stykke hen ad vejen giver tilskud. - Vi var nødt til at tænke alternativt, oplyser leder i HBC; Allan Pedersen. - Vi har altid haft et godt samarbejde med KMB fra Kastrup, og det har stort set været KMB og HBC, der gennem de seneste 10 år på skift er løbet af med mesterskaberne i Danmark. Sidste tirsdag blev klubberne så enige om en model, der betyder, at vi laver en fælles overbygning for de to klubber således, at de bedste spillere fra de respektive klubber kommer til at udgøre et hold. Det er endnu uvist, hvad klubben kommer til at hedde, idet der er registreret et "Team København", så vi skal finde en anden løsning, men det er en detalje... - Begge klubber vil fortsat være suveræne, hvad alt andet angår med vore respektive ungdomsafdelinger og udvikling angår. Men det er klart, at begge klubber minimerer en del udgifter, og det er blandt andet her fordelene begynder at kunne mærkes. Sponsorunderlaget vil ligeledes blive bredere, og det er bydende nødvendigt. Vi er oppe mod stærke virksomheder, der har luret den TV tid, dansk badminton får stillet til rådighed, og så er de klar med pengekassen. Det er blevet aftalt, at Michael Søgaard, der tidligere har spillet i HBC, men nu er træner i KMB, skal være cheftræneren. Vores team med Jens Peter Nierhoff og Bo Sørensen skal fortsat være trænere for vores næstbedste hold. Men Michael Søgaard får en meget bred spillertrup samt en masse talenter at arbejde med, og i fællesskab skal vi nok få et slagkraftigt mandskab op at stå... - Som leder gennem mange år i HBC har jeg det fint med fusionen. Det er ikke helt nye tanker de to klubber imellem, for vi har talt fusion gennem mange år, men nu er det blevet en realitet, og det ser jeg frem til. Begge klubber halverer spillerbudgettet og får et større sponsorunderlag, og så kan begge klubber være med, hvor det sker. Det er meningen at vi afvikler vore hjemmekampe i de to klubbers haller på skift, så der stadig vil være badminton af bedste kaliber i både Hvidovre og Kastrup. Selvom vi har mistet samtlige spillere fra sidste års guldhold, råder vi over en masse talent, som skal videreudvikles. Det bliver blandt andet vores bidrag til fællesskabet. KMB er potentiel dansk mester i denne sæson, og de har som bekendt vundet den første kvartfinale ude mod Team Vendsyssel. Men mon ikke et fælles medlemsunderlag på 1.600 kan gøre sig i toppen af dansk badminton?eb