Satte stor føring over styr
HIF's damer storspillede i 25 minutter, men røg så ind i alvorlig målkrise
l HÅNDBOLD: Der var topopgør i Dansborghallen i torsdags. HIF's damer tog imod Brøndby, som også kæmper for at rykke op i 2. division. Det første opgør endte med en spinkel hjemmesejr i Brøndby, så der var en del på spil. Kampen endte dog 21-21, og det kan HIF ikke være tilfreds med. HIF startede lidt nervøst, men begge hold begik en del tekniske fejl. HIF fik dog hurtigt styr på spillet, og især forsvaret viste stor styrke. Målmand Maria Lausbak tog lidt ekstra, da hun havde et godt kæmpende forsvar foran sig, og så var kontrafasen uhyre effektiv. HIF trak stille og roligt fra, og det selvom Marlene Engel blev mandsopdækket. Jenny Stemman var skarpretteren, og de gode takter holdt sig nøjagtig i 25 minutter. Her førte HIF 12-7, hvorefter krisen trådte ind på scenen. I hele 13 minutter kunne HIF ikke score, og det var nok til at Brøndby fik løst ny billet til kampen. 10 minutter inde i 2. halvleg bragte de sig foran 14-13. Holdet havde skiftet målmand, og hende kunne HIF ikke passere. Man kunne tro, at HIF kun havde trænet på mål, der blot var en halv meter høje, for spillernes afslutninger lå, undtaget en, alle i det område og sjovt nok eller ærgerligt nok, stod Brøndby målmanden i vejen hver gang netop her. Gitte Korsgaard var ene om at forsøge sig lidt højere oppe, og det havde hun succes med. De sidste 11 minutter gik HIF frem og mandsopdækkede Brøndbys strateg, og det var tæt på at give bonus. Uafgjort 19-19 inden de sidste fem minutter, så alt var åbent. HIF bragte sig foran 21-19, men mistede igen koncentrationen eller blev for nervøse for at vinde. Under alle omstændigheder fik Brøndby skabt balance i regnskabet og sikrede sig det ene point som også betyder, at de er bedst indbyrdes ved pointlighed. HIF tabte med uafgjort 21-21. Til gengæld var der ingen slinger i valsen, da HIF's damer i søndags besejrede Midtfyn med hele 37-24. Nu venter topopgøret mod VHC/Vidar kl. 15 på søndag på udebane. eb