Undgå flyvende elefanter
- husk hinanden på selen
Der findes stadig bilister, der vælger at køre uden sikkerhedssele eller glemmer at spænde deres børn fast. Manglende sikkerhedssele kan få alvorlige konsekvenser, hvis uheldet er ude. En ny, landsdækkende kampagne sætter nu ekstra fokus på problemet. Smadrede biler, vejkantplakater og radiospots er nogle af midlerne, som kampagnen gør brug af. I Hillerød, Hvalsø og København vil der de næste 3 uger blive opstillet smadrede biler. Bilerne illustrerer en ulykkeshistorie, som kunne have været fra det virkelige liv. I den mest smadrede bil overlevede føreren, fordi han havde sele på. I den anden afslører en stjerne i forruden, at føreren er kastet frem i ruden og er dræbt på stedet. Bilerne giver trafikanterne mulighed for at komme tæt på konsekvenserne af en ulykke og forstå effekten af at bruge sikkerhedsselen. Transport- og Energiminister Flemming Hansen bakker selekampagnen op og udtaler på den baggrund: - Det er meget positivt, at Vejdirektoratet, politi, kommuner og Rådet for Større Færdselssikkerhed, så hurtigt har fået etableret et godt samarbejde, der viderefører amternes gode arbejde med trafiksikkerhed. - Over 50 mennesker mister hvert år livet i en trafikulykke, fordi de ikke bruger sele. Derfor ser jeg en kampagne for at få alle til at bruge sikkerhedssele, som et godt eksempel på vores fortsatte fælles arbejde med at nedbringe antallet af dræbte i trafikken. Det er uhyre vigtigt, at alle parter fortsat har stor fokus på området, og her er et solidt kampagnearbejde af stor betydning. Vejcenterchef Jarl Ahlers Mortensen er formand for Hovedstadens Færdselssikkerheds Udvalg, der står bag de lokale aktiviteter. - Min søn og jeg har selv prøvet at vælte rundt i en bil. Heldigvis var det i en demonstration på UngBilDag, men alligevel fik vi et indtryk af de voldsomme kræfter, som sikkerhedsselen skal holde til ved en ulykke – og det nytter ikke noget at tro, at man bare kan presse imod med hænderne eller holde godt fast, for det kan man simpelthen ikke, siger Jarl Ahlers Mortensen. En flyvende elefant Der er altid god grund til at spænde sig selv og sine nærmeste rigtig godt fast. Et barn på 40 kg, som sidder på bagsædet uden sele, vil – hvis man kører 50 km/t ind i en mur eller en anden fast genstand – flyve frem og ramme med en kraft, der svarer til næsten 800 kg. - Man kan måske overtræde færdselsloven og slippe godt fra det, men at trodse naturloven har sin pris – og den kan være meget høj. Derfor forstår jeg slet ikke dem, der ikke spænder deres børn fast på bagsædet. Man skal vel passe på dem, man holder af, slutter Jarl Ahlers Mortensen. I 2006 brugte 91 % af bilisterne sikkerhedssele på forsædet og 71 % sele på bagsædet. Men flere burde huske selen, for yderligere 54 dræbte og 238 alvorligt tilskadekomne kan spares hvert år, hvis alle spænder selen. For at budskabet skal nå ud til alle består kampagnen "Husk hinanden på selen" også af vejkantplakater, plakater i bybilledet, postkort, radiospots og klistermærker. Kampagnen kører i denne og de to næste uger og er et samarbejde mellem Vejdirektoratet, Rådet for Større Færdselssikkerhed, kommuner og politi.