Fremstød skaber økologi-boom
De økologiske varer bliver revet ned af hylderne som aldrig før, fortæller SuperBrugsen
SuperBrugsen indledte 2007 med et fremstød for økologi, hvor alle varerne de to første uger blev sat ned med 10 procent. Derudover blev sortimentet udvidet i de fleste butikker og markedsføringen blev intensiveret. Resultatet for de første 3 måneder af 2007 er, at salget er steget med 27 procent. I denne uge tager SuperBrugsen hul på 2. etape af kampagnen under skriften "Smag på økologien". Den omfatter bl.a. smagsprøver hver dag hele ugen i de 266 SuperBrugser, ekstra mange tilbud i tilbudsavisen og en konkurrence, hvor man kan vinde en økologisk gourmetmiddag for 8 personer, tilberedt hjemme hos en selv af kokken Henrik Boserup. - Smagen er blevet en langt vigtigere grund for forbrugerne til at vælge økologi, mens det i 90'erne nok primært var hensynet til miljøet. Vi har konstateret, at det er kvalitetsprodukter med en god smagsoplevelse, der har haft vækst i salget på op til 750 procent. Det er derfor naturligt, at vores kampagne fokuserer så meget på smagen, siger foodchef Mette Maix, SuperBrugsen. Top 10 De økologiske varer, der har haft den største vækst i 2007 i SuperBrugsen: 1. Økologisk fuldkorns pasta-skruer 2. Økologisk fuldkornsspaghetti 3. Økologisk hakket Oksekød 16-20 % 4. Økologiske æbler i pose 5. Økologiske æg 6. Økologiske natura hvide bønner 7. Økologiske koteletter 8. Økologiske appelsiner 9. Økologisk Thise piskefløde 10. Økologiske små kartofler SuperBrugsen vil i denne uge sætte ekstra meget fokus på økologi, og der vil igennem resten af året komme forskellige tiltag for at fremme interessen for økologiske fødevarer. Målet er at slå sidste års omsætningsvækst, der var på 20 %.