Rutine-bombere kom ind og sikrede HIF sejr
Ulrik Drost og Brian Andresen slog til i Malmø
l FODBOLD: Der blev ikke snakket meget svensk på Rosengårds Idrottsplads i Malmø, som HIF gæstede til en testmatch mod Malmø MABI sidste onsdag. Både på banen og tilskuerpladserne var sproget meget udenlandsk, og hos hjemmeholdet var næsten alle spillere af anden etnisk herkomst end just svensk. Malmø MABI spillede også mere sydlandsk, end man normalt ser i broderlandet. Med virkelig god teknik, hurtig shortpassing og spillere, der hele tiden flyttede sig godt for hinanden. De dominerede faktisk temmelig meget i den første halve time og kom fortjent foran 1-0, inden HIF fik maskineriet i gang, for helt at overtage spillet i 2. halvleg. Det var de unge angrebsløver, Patrick Jensen og Nicolai Harms, der var valgt helt fremme i HIF-angrebet i 1. halvleg. De fik ikke meget ud af det, men blev også i nogen grad "syltet" med for sendrægtigt opspil fra midtbanen og fløjene. Efter pausen blev de mere rutinerede angrebsbombere, Ulrik Drost og Brian Andresen, sat ind. De flyttede sig noget bedre over hele banens bredde, samtidig med at fløjene kom mere ind i spillet. Ulrik Drost udlignede midt i halvlegen, Brian Andresen gjorde det til 1-2, og Ulrik Drost var igen på pletten til slutfacit 1-3. HIF var totalstyrende i de sidste 10 minutter, så sejren kunne såmænd godt være blevet større. HIF var uden flere af stamspillerne, bl.a. Morten Overgaard, Morten Bech, Lundbye, Benno Petersen og Søren Christiansen. Stærkest i billedet stod forsvaret med "tre gange Jesper", - Myhrmann, Kristoffersen og Skak. Lars Hjortshøj var med igen på midtbanen, men det var tydeligt at han endnu ikke er nået i form efter sin skadesperiode. HIF`s holdopsstilling: Mads Hamberg, Jesper Skak, Jesper Kristoffersen, Jesper Myhrmann, Jonas Schumacher, Lars Hjortshøj, Kasper Gørsvig, Rasmus Wulff, Mikaili Anli, Patrick Jensen og Nicolai Harms. Indskiftning i 2. halvleg: Brian Andersen, Ulrik Drost og Johnnny Bruun-Petersen. m-