60 ÅR
På tirsdag den 30. januar kan en kendt Hvidovreborger, tidligere kommunalbestyrelsesmedlem Hans-Jørgen Lundbye, Kærgårdsvej 15, fejre 60 års fødselsdag. Hans-Jørgen Lundbye er født i Randers, og har stadig lidt jysk accent, skønt han allerede kom til Hvidovre med sin familie som 13-årig i 1959. Han deltog meget aktivt i den lokale idræt, bl.a. på eliteplan i fodbold og atletik i HIF. I 1978 blev han første gang indvalgt i Hvidovre Kommunalbestyrelse for Soicialdemokratiet, og beklædte i årenes løb formandsposter i flere udvalg og repræsenterede kommunen i forskellige bestyrelser. Han aspirerede stærkt til borgmesterposten efter Inge Larsen, men tabte et dramatisk opstillingsslag til den senere borgmester Britta Christensen. Efter nogle år "på sidelinjen", blev han ekskluderet af den lokale partiforening, og søgte senere opstilling på en borgerliste, og havde derefter en ret så kaotisk periode i partiet Venstre. Lundbye er kendt for sine markante meninger og standpunkter, noget han sikkert har holdt vedlige fra sin periode i Den Kgl. Livgarde. Fødselaren har sit daglige virke som ekspeditionssekretær ved Hvidovre Kommune, hvor han har været ansat i mere end 40 år. m-