På poesiens vinger i Valbyparken
På søndag den 18. juni afholdes " Vilde blomsters Dag" ikke færre end 78 steder i Danmark, og ét af dem er Valbyparken. Her byder naturvejlederne deltagere rundt til parkens mere vilde urter og træer, og fortæller om disses anvendelse i digteriske sammenhænge. Man mødes kl. 13.00 ved den centrale runde p-plads ved Rosenhaven. Kl. 14.00 når man hen til Café Rosenhaven, hvor "Visens Venner" vil synge blomsternes og naturens pris. Mona Rasmussen og Jørn Schlichting fra "Visens Venner" synger og spiller om "den gamle landsbyhave" og om "Græshoppen og Valmuen". "Vilde blomsters Dag" fokuserer på hverdagens møder med planteverdenen udenfor vores haver. Der er ikke behov for forhåndskundskaber; blot nysgerrigheden efter de grønne vækster. At kæde dagen sammen med poesien er dog speciel i år; og kun i Valbyparken. Men planter har altid spillet en stor rolle i litteraturen, - lige fra en del af det daglige brød hos Jeppe Aakjærs "Jeg er havren", og over til Tove Ditlevsens sammenligning mellem blege unge piger og birketræer. Arrangementet er samtidig optakten til sommerunderholdningerne "Live i Valbyparken". Det er som alle naturvejledernes arrangementer gratis at deltage, - man skal bare møde op.