December er rekordmåned for brande
Hvert år er der omkring 25.000 brande i de danske hjem, og alene i december er der omkring 3.000 brande. De fleste af disse brande kunne have været undgået
Julemåneden er den tid på året, hvor der sker klart flest brande i de danske hjem. Forsikringsoplysningens prognose for 2006 fortæller, at man forventer 3.000 brande i juleugerne, og forsikringsselskaberne regner med omkring 650 brande i juleugen alene. Det er mere end en fordobling i forhold til en normal vinteruge. I nytårsugen er der risiko for tæt ved fem gange flere brande end på en normal uge, oplyser Forsikringsoplysningen. Godt 10.000 brande om året ender galt, oplyser Forsikringsoplysningen, og når ilden først har fået fat i huset, så er der ikke meget at stille op. Faktisk dør omkring 80 personer hvert år efter en brand, og måske kunne disse brande have været undgået med lidt omtanke. Én ting er dog sikkert: Flere var blevet reddet, hvis de havde haft en røgalarm, oplyser Beredskabsforbundet. G4S er en af de sikringsvirksomheder på markedet som sælger røgalarmer, og de oplever i disse år en markant fremgang i antallet af solgte røgalarmer, fordi folk gerne vil beskytte sig: - Vores røgalarmer opdager en røg- eller varmeudvikling, og det er vigtigt, for folk dør nemlig sjældent af selve branden, men af røgen. Med en alarm er der derfor stor mulighed for, at man kan nå at begrænse skaderne, fortæller Kristian Durhuus, Administrerende direktør i Danmarks største sikringskoncern – det tidligere Falck Securitas. Overvej risikoen for brand, når de mange lys er tændt i julen, for "ved at forebygge kan man både nedbringe risikoen for, at der sker uheld, ulykker og katastrofer og reducere konsekvenserne af dem, der alligevel finder sted," beretter man på Brandforebyggelse.dk Alarmer kan være med til at gøre opmærksom på, at det brænder, for "når man sover, er det hørelsen, der kan redde én i tide", skriver Beredskabsstyrelsen på deres hjemmeside. Og Beredskabsforbundet kalder det for en 'god investering' at anskaffe sig en alarm. Undgå brand Ud over at anskaffe sig en røgalarm, kan man følge en række simple råd for at undgå brand: - Forlad aldrig et lokale med tændt stearinlys - sov heller ikke fra dem. - Lad aldrig dyr og børn være alene i rum med tændte stearinlys - Stil ikke lysene i en højde, hvor børn og hunde/katte kan vælte dem. - Stil ikke lys på tv, radio og andre "lune" steder. - Placér ikke lys i nærheden af brandbart materiale som for eksempel gardiner, i bogreoler eller under hylder/skabe. - Brug selvslukkende lys og lysmanchetter, men husk at slukke lyset før det brænder ned til manchetten. - Pas på lys der er overtrukket med guld, sølv og kobber. Metallaget kan antændes og give voldsomme flammer. - Ha' altid en fyldt vandkande i nærheden. - Brug røgalarmer. Det kan redde menneskeliv og måske også forhindre, at en mindre brand i at blive en storbrand. - Opstår der alligevel brand, som man ikke selv kan slukke, gælder det om at få alle ud og tilkalde brandvæsenet på telefon 1-1-2 Kilde: Forsikringsoplysningen