Massive konflikter på Enghøjskolen

Kristine Lilja, du står frem for at gøre opmærksom på et generelt socialt, kulturelt og politisk problem i Stationsbyen med udgangspunkt i Enghøjskolen. Situationen er, at du har boet i Stationsbyen i 16 år og har fire børn, hvoraf de to er gået ud af Enghøjskolen efter henholdsvis 9. og 10. klasse. Men din 12-årige søn Emil, der også går på Enghøj, har du netop taget ud af 5.C. Hvordan kan det være? - Emil har det godt i sin klasse og det har de store sådan set også haft. De har været glade for deres klasser. Men der er et problem i frikvartererne og også udenfor skolen. At drenge af anden etnisk herkomst end dansk tyranniserer de andre elever. Og i de sidste ti år er det blevet værre og værre. Problemet er, at konflikterne bliver optrappet. Det fungerer ligesom en lille mini-mafia med et hieraki af soldater og officerer, hvor store-brødrene er øverst. Og de opsøger og vil gerne have konflikter. Og selvom nogle af deres forældre siger, at de ikke vil have, at de går i det slæng, så gør de det alligevel. Det er en form for gruppepres. Og de er gode til at gejle hinanden op. Og de er mange, når de gør det, mindst 5-6 stykker. Men når de kommer gående alene, siger de jo ikke noget. Og har jeg fat i én af dem, så er de så uskyldige som lam. Og så er de meget veltalende og rigtig, rigtig gode til at få skylden skudt videre. Og det er aldrig dem. Alarmråbet Hvordan sker elevtyranniet mere konkret? - I frikvartererne sker det ved at de sender én af de mindre til at genere én af mine børn. Og hvis mine børn så siger noget igen, så har de det dér alarmråbsystem, "Davud" eller "vud", og så stimler de sammen i en stor rundkreds om Emil. Og det er lige meget hvor de er fra. Bare de har sort hår, så holder de sammen. Det sker også udenfor skolen, ved at de store får de små til at udspionere, hvor han er henne. Og så kommer de lidt større, og ... ja, de bliver overfaldet - simpelthen. Først kommer der én eller to, og hopper på Emil. Og så står gruppen rundt om Emil og skubber ham. Og hvis Emil går til modværge mod dem, der slår ham, så ryger der bare én til på. De er jo aldrig alene. Jeg har også oplevet at de er kommet hjem til min bopæl efter Tobias, min store dreng. Hvor de har sagt til Emil: Gå lige ind efter din storebror. Og så er han kommet ud, og så har der stået tre. Og altid nogen, som er større end deres ofre, siger Kristine Lilja. Er det ikke bare enkeltstående tilfælde? - Nej. Gennem årene i Stationsbyen er mine børn adskillige gange blevet overfaldet - også udenfor skolen. Men konflikterne opstår gerne i skolen. For eksempel véd, at én fra Emils parallelklasse render og kalder ham grimme ord. Emil svarer så igen, hvilket børn jo gør. Og han bliver skubbet, og så lyder kampråbet, og så samles alle af udenlandsk herkomst fra 7., 8. og 9. klasse og står i en rundkreds om ham, mens han bliver skubbet frem og tilbage. Så skolen går ikke aktivt ind i de konflikter? - Lærerne følers sig magtesløse og véd ikke deres levende råd, tror jeg. For eksempel kom Emil en dag løbende på vej ind i klassen, fordi dren-gene var efter ham. Men så lukkede læreren bare døren i, mens børnene stod udenfor. Og hun holdt på døren, mens hele klassen sad derinde og var skidebange. I stedet for at åbne døren og sige: Hvad er det I laver? Hvad udløste, at du tog Emil ud? - Der skete en episode for halvanden måned siden, som jeg ville politianmelde. Men klasselæreren fik mig talt fra det. Emil var blevet overfaldet, sparket på, og havde bl.a. fået et knæ i hovedet. Hvor jeg sagde til hende, at jeg tager det roligt den her gang, men jeg kan godt sige dig, at sker der det mindste igen, så tager jeg min søn ud. Og så kom dråben, hvor Emil igen blev tyranniseret. Hver gang han sidder i en time, er han rigtig bange for at gå ud i frikvartererne, og så kan han ikke koncentrere sig om, hvad der foregår i timen. Han er ellers en frisk dreng, der elsker at lege ude. Men det bliver jo pillet af ham, når han skal tyranniseres, og der bare bliver givet slip i tingene. Hvordan reagerede klasselæreren, da du gav hende besked om, at du tager Emil ud? - Hun græd og brugte ordet "falliterklæring". Har du prøvet at gå til skoleledelsen? - Jeg har været der i ti år, og det er ikke første gang, jeg har været der for at brokke mig over, at der sker nogle for voldsomme ting. Problemet er, at lærerne åbenbart ikke kan gøre noget. Og jeg kan ikke forstå, at hvis en lærer bliver overfaldet, så ryger barnet ud med det samme. Men hvis det er elever, det går ud over, så har de faktisk ikke myndighed til at smide nogen ud. Fordi politikerne har indført den rummelige skole. Samtidig mangler de psykologer, og de mangler ditten og datten. Men at tage Emil ud, er vel ingen løsning? - Det er ikke en løsning for skolen. Men det er en løsning for min familie. Jeg vil forsøge, om jeg kan få ham enten på Engstrand eller på en anden skole i Hvidovre. Bare ikke Frydenhøj eller Avedøre (Emil har netop fået plads på Engstrandskolen, red.). Har du prøvet at få de tosprogedes forældre eller søskende i tale? - Også det. Den dag jeg var ovre, for at Emil kunne sige farvel til sin klasse, der møder jeg en marokansk pige, og det er hendes lillebror, der er "dråben". Det er ikke ham som sådan, men det er "dråben" til, at jeg har taget Emil ud. Og hun er faktisk en meget sød pige og har en rimeligt sund indstilling til tingene. Og så siger jeg til hende: Det er sådan én som dig, der skal gøre noget, for at dine landsmænd integrerer sig. Og så siger hun: Véd du hvad? Jeg har siddet i så mange møder på skolen sidste år, og det ender bare med, at det er mig, der får trusselsbreve. Og så sagde hun, at det får lærerne også. Og så spørger jeg: Hvem er det, der sætter dagsordenen? Den skole vil gerne være kulturel, og etnisk, hvor der er plads til alle. Men det er der ikke. Misforstået tolerance Hvad ønsker du da, at Enghøjskolen skal gøre? - Der er åbenlyst brug for langt flere gårdvagter end to i frikvartererne - og gerne nogle, der er opmærksomme nok. Desuden skulle der indkaldes til stormøde. Og så skulle det forbydes, at børnene har sådan et alarmsystem. Plus at man skulle smide "de brådne kar" ud af skolen. Og så skulle de sørge for at slå kraftigt ned, når der tales grimt. Fordi tonen er: "Fuck dig!" og "jeg knepper din mor!". Sådan noget kan man ikke have på en skole. Og så kalde ind til forældresamtaler og forklare de forældre, at det kan man ikke have. Men nu kommer der ny inspektør - er det ikke værd at vente på, om tingene forbedrer sig? - Jeg gider ikke mere. Problemet har været der under alle de mange inspektører, der har været der. Den misforståede tolerance. For eksempel at der i skoleboden serveres halalslagtet kød. Det gør, at nogen kommer til at føle sig mere værd end andre. At der skal være bedre plads til dem. Den holdning er skrupforkert. Folk skal behandles lige. Man skulle lave det sådan, at der er noget at vælge imellem. Noget halalslagtet og noget almindeligt. Det handler om gensidig respekt, både på Enghøjskolen og i Stationsbyen generelt. Hvad siger de andre forældre? - De tør ikke sige noget. Selvom jeg véd, at de andres børn også oplever tyranniet, blandt andet klasserepræsentantens barn. Men jeg er ikke bange. Jeg er opvokset på Nørrebro, så jeg er vant til at skulle klare nogle ting. Det eneste jeg er bange for er, om mine børn begynder at se skævt til andre mennesker. Det er svært at forklare, at ikke alle er som de drenge. Og man får også selv den dér - årh, jeg er så træt af dem. Og det er frygteligt. Der skal være plads til os alle sammen, siger Kristine Lilja. terf