Mister klublokale
Kommunen har ikke fundet egnet erstatningslokale til Hvidovre Basketball klub
Hvidovre Kommune har inddraget Hvidovre Basketball Klubs klublokale på Holmegårdsskolen. Skolen kom i bekneb for klasselokaler og ønskede lokalet til undervisningsbrug, og dette ønske har kommunen efterkommet. Det er ikke lykkedes Fritids- og kulturforvaltningen at finde egnet erstatningslokale, hvorfor sagsbehandlingen er overdraget til Kultur- og fritidsudvalget, som bliver orienteret på mødet den 15.august. - Det er et alvorligt slag for især vores ungdomsarbejde i klubben, udtaler Preben Lisby, formand for Hvidovre Basket. - Vi har stor forståelse for skolens ønske, men har gennem de seneste år oplevet en stor tilgang af især ungdomsspillere, og har i forbindelse med klubarbejdet bl.a. anvendt klublokalet til førstehjælpskurser, træner- og dommer uddannelse, spiller- og forældremøder etc. Vi indleder i disse dage en ny sæson, og vore ledere og trænere er nu uden lokale til planlægning og til diverse møder. Vi må nu sætte vores lid til velvilje i det politiske system. Vi har mere end 200 medlemmer, hvoraf ca. 135 er under 25 år, så behovet for lokale er meget stort. En meget væsentlig del af klubarbejdet foregår uden for banerne og behovet for et klublokale er absolut reelt. Hvidovre Basketball Klub starter denne sæson med 15 hold, og klubbens Dame1-hold er i år rykket op i 1.division.