De små børn og de store spørgsmål...
Folkekirkens Højskole i Hvidovre indbyder til endnu tre kursusaftener
l Hvilken farve har Guds tøj? Spreder solen rigtigt guld på skyerne? Kan oldemor godt høre mig hvis jeg råber rigtig højt, når nu hun er blevet til en engel? Børnene spørger og kræver et hurtigt svar, men for de voksne er det måske ikke altid så let at komme med den korte og præcise forklaring som barnet venter - og slet ikke når der samtidig skal laves aftensmad og vaskes tøj. Folkekirkens Højskole i Hvidovre inviterer til tre kursusaftener om de små børn og de store spørgsmål. Ved den første kursusaften er det "Barnets ret til religion" der er på dagsordenen, når Helle Marie Danielsen sætter fokus på hvordan barnets religiøsitet kommer til udtryk, og hvordan man kan tale med barnet om tro og tvivl. Helle Marie Danielsen er cand. pæd. i religion og underviser på Kirkefaglig Videreuddannelse i København. "Børn og de kristne grundbegreber" bliver det centrale tema når sognepræst Bodil Olesen og pædagogisk konsulent Niels Andersson holder deres kursusaften. Her kommer man til at arbejde med, hvordan børn og voksne har en forskellig forståelse af ord som Gud og Himlen. Overvejelser der hurtigt kan føre til en debat om hvad det er vi skal svare børnene på deres mange spørgsmål. "Rytmik og babysalmesang" er de seneste år blevet en naturlig del af de fire folkekirker i Hvidovre - og med den tredje kursusaften bliver der netop sat fokus på børn og salmesang. Foredraget kommer blandt andet til at handle om sangens betydning for barnet og om bevægelsens betydning for indlæring og hukommelse. Denne aften vil der også blive afprøvet nogle ideer til lege og danse til salmer. Anne-Mette Riis der fortæller om børn og salmesang er lektor ved Det kgl. Danske Musikkonservertorium og underviser i babysalmesang på Sjællands Kirkemusikskole. Tilmelding Kurset afholdes den 24. januar, 7. februar og 21. februar, alle dage fra kl. 16.30 til 18.30 i Risbjerg Kirke. I forbindelse med kurset vil der være mulighed for børnepasning og fællesspisning. Program med tilmeldingsblanket kan hentes i kirkerne og på bibliotekerne - og kan desuden findes på de fire folkekirkers hjemmesider. Man tilmelder sig kursusaftenerne enkeltvis og betaler 50,- kr. pr. gang. Tilmeldingsfrist er den 17. januar 2007.