Ulige fordeling af radio-penge
Hvidovre Nærradio fik tildelt broderparten af årets lokalradiopulje - endnu engang ...
l Hvidovre Nærradio fik broderparten af årets lokalradiopulje på 360.000 kr. - endnu engang. Og dermed måtte Radio Hvidovre erkende, at være blevet "den lille" - igen. - Der bevilges tilskud med 297.436 kr. til Hvidovre Nærradio og der bevilges 65.000 kr. til Radio Hvidovre. De to lokalradioer indkaldes til fællesmøde med Kultur- og Fritidsudvalget i forbindelse med et af udvalgets ordinære møder, meddeler Kultur- og Fritidsudvalget fra sit nylige møde. De to radioer sender begge på frekvensen 95,2 Mhz, men har meget forskellig sendetid. Den største hvad angår sendetid, Hvidovre Nærradio, søgte om 362.436 kr. Den sender 50 timer om ugen og fik sidste år et tilskud på 280.000 kr. Den mindre Radio Hvidovre, der sender 24 timer om ugen, har søgt om 152.682 og fik i fjor et tilskud på 50.000 kr. Men sendetid er ikke den eneste måleenhed, når puljen skal fordeles. Udvalget skal også kigge på, hvor højt hver enkelt radio vægter det lokale stof. Vil kvæle os Ole Bærentzen fra Radio Hvidovre ser ikke mildt på, at Hvidovre Nærradio har søgt om hele det afsatte beløb på 362.436 kr. - Når Hvidovre Nærradio starter med at søge om hele det afsatte beløb betyder det, at Hvidovre Nærradio vil kvæle Radio Hvidovre. Selvom de "kun" fik 297.436 kr. og Radio Hvidovre fik det flotte beløb på 65.000 kr. - dog 15.000 kr. mere end sidste år, oplyser Ole Bærentzen, der vil klage til byrådet i dets spørgetid over Kultur- og Fritidsudvalgets "besynderlige" fordeling af årets lokalradiopulje. Bl.a. argumenterer Bærentzen med, at Radio Hvidovre har en del teknik, som den skal betale for, og desuden også er udfarende lokalt, mener Bærentzen. To argumenter, som han ikke mener, at udvalget er tilstrækkelig lydhør overfor. Urimeligt Medlem af Kultur- og Fritidsudvalget, Kim Østerberg (T), mener ikke der er rimelighed i at den ene nærradio forfordeles frem for den anden. - Men jeg kunne på udvalgsmødet ikke komme igennem med en større beløbsramme til Radio Hvidovre end 65.000 kr. - altså en stigning på 15.000 kr. For det første har et flertal af medlemmer fra de foregående valgperiode i Kultur- og Fritidsudvalgt åbenbart lagt sig fast på, at Hvidovre Kommune for hovedparten kun vil støtte én nærradio - altså Hvidovre Nærradio. En beslutning jeg og Liste T ikke deler, til trods for radioens kvaliteter, oplyser Østerberg, og fortsætter: - Jeg og Liste T ønsker et bredt og mangfoldigt medie-billede i Hvidovre - også på lokalradioområdet. Hvidovre Nærradio og Radio Hvidovre har forskellige kulturer og indfaldsvinkler til det at lave nærradio. Hvidovre Nærradio opleves af mange som en mere strømlinet og derfor professionel nærradio. Radio Hvidovre opleves som en mere græsrodsagtig nærradio med flere "skæve vinkler". Jeg og Liste T mener, der skal være plads til begge typer nærradioer i det lokale mediebillede, hvilket jeg også argumenterede kraftigt for i udvalget, tilføjer Kim Østerberg. Radio Hvidovre bedst - Personligt synes jeg, at ansøgningen fra Radio Hvidovre var den bedste med gode og nuancerede begrundelser og forslag til sin radiovirksomhed. Desværre er der p.t. problemer i Radio Hvidovres bestyrelse. På behand- lingstidspunktet i udvalget var der således tvivl om der var en fuldgyldig bestyrelse og om der var orden i økonomien. Jeg argumenterede kraftigt for, at vi i udvalget ikke skulle optræde både som anklagere og dommere, men give Radio Hvidovre reelle muligheder for at løse den interne konflikt og få en fuldgyldig bestyrelse stablet på benene. Jeg argumenterede endvidere for, at når man år efter år tildelte den ene radio langt større beløb end den anden, så fik man også det selvopfyldende resultat, at der kunne spores forskel i den professionelle udførelse, oplyser Kim Østerberg. - Jeg kunne have valgt at oversende sagen til byrådet, men valgte under de givne omstændigheder ikke at gøre det, idet Radio Hvidovre fik ro til selv at genetablere en fuldgyldig bestyrelse og trods alt fik 15.000 kr. mere at gøre godt for. Havde sagen været endt i byrådet, så kunne jeg meget let have forestillet mig et flertal, der vendte tommelfingeren nedad. Jeg og Liste T ser gerne, at der til det kommunale budget for 2007 afsættes et større tilskudsbeløb til drift af lokalradioer i Hvidovre, så den alt for store forskel i bevilllinger minimeres yderligere, slutter Kim Østerberg. terf