Valgte den kyniske form
Avedøre besejrede topholdet Herfølge uden de store dikkedarer
l FODBOLD: Herfølge er det hold i Danmarksserien, der notorisk har scoret flest mål i denne sæson. Den statistik fik Avedøre grundigt ødelagt, da holdet i Herfølge vandt sikre 3-0 efter føring på 1-0 ved pausen. For første gang i denne sæson måtte Herfølge forlade grønsværen uden at have scoret overhovedet. Det var naturligvis Avedøres fortjeneste, idet holdet havde valgt en lidt afventende og forsigtig taktik, der ikke måtte give blottelser. Det betød i stedet nogle gode kontramuligheder, hvor omstilling fra forsvar til angreb var noget Avedøre magtede. Angriberen Ian Olsson gav det første fingerpeg, da han headede en bold tæt forbi den ene opstander. Efter 25 minutters spil blev det 1-0 til Avedøre. En hurtig omstilling, hvor Ronnie Tygesen fik en dyb stikning i et overlap fra Las Fischer blev omsat i mål. I 2. halvleg fortsatte Avedøre efter samme taktik. Selvom Herfølge forsøgte at sætte lidt mere pres på, kom de aldrig til det helt store og åbne chancer. Der blev sendt nogle lange dybe bolde frem mod Avedøres forsvar, men Claus Clausen og Morten Andersen afviste alt. Hvad der opstod af løse chancer tog målmand Lars Nielsen sig sikkert af. Kenneth Rasnis var tæt på at udbygge føringen, men det blev Las Fischer, der gjorde det. Bolden blev erobret efter små 20 minutters spil, og så gik det hurtigt. Las Fischer tog et par skarpe træk og fyrede bolden ind ved nærmeste opstander. Kort før tid gjorde Ronnie Tygesen det til 3-0. Han lavede en hurtig 1-2 kombination med indskiftede Claus Christensen og alene med målmanden var han igen sikkerheden selv. - Vi er naturligvis meget tilfredse med udfaldet af den kamp, kommenterede træner Henrik Løndal. - Det var vores fortjeneste, at der blev spillet, som der gjorde, og vi magtede det spil rigtig godt. Jesper Pedersen gjorde det glimrende på midten, hvor han med enkle midler og uhyre solidt fik etableret vores spil. Nu håber jeg, at vi kan være ligeså stabile i vores hjemmekamp på lørdag mod B 1908, der er et hold, som også scorer mange mål. De er målsøgende og vi har et solidt forsvar. Det skal nok blive intenst...eb