Velkommen, Handicapråd!
Af Morten Terf Andersen Som studerende havde jeg for mange år siden i danskfaget en lektor, som i den første lektion om litteratur problematiserede synspunktet "hvad skal vi bruge det til?". Fordi vi som studerende kom med den opfattelse, at alt hvad der ikke har umiddelbar målelig effekt, skal ud til højre. Den episode erindrer jeg, nu hvor det står klart, at byrådet netop har nedsat et lokalt Handicapråd som en direkte konsekvens af aftalerne omkring strukturreformen. Forklaring følger. Men først lidt om fænomenet: Handicaprådet begynder sit virke den 1. april og består af fjorten mand m/k - nemlig af syv politikere og af syv repræsentanter fra handicaporganisationerne. Og det virker som en fornuftig konstruktion, når man nu skal begynde på et helt nyt område og overtage opgaver fra amtet. Handicaprådet vil slutte sig til rækken af øvrige råd, der i Hvidovre bl.a. tæller Det Grønne Råd, Ældrerådet og Integrationsrådet. Hertil kunne jeg - for egen regning - foreslå tilføjet en række øvrige råd, som endnu ikke eksisterer i Hvidovre: Børnerådet, Datingrådet, Demensrådet, Det Maritime Råd, Fodgængerrådet, Idrætsrådet, Musikrådet, Snerydningsrådet og Sundhedsrådet. Der er nok at tage fat på, hvis man deler vælgerne ud i flere og flere finmaskede målgrupper. Man kan også gå den anden vej, og sløjfe alle andre råd, og bevare det vigtigste: Handicaprådet. Fordi alle de øvrige råd jo handler om handicaps i samfundet på forskellig vis: Manglende respekt for ældre, miljøet, indvandrere etc. Desværre har disse eksisterende råd alle den bagside, at de har en svigtende evne til at omsætte sig selv til større politiske resultater. Og det er her episoden fra studietiden kommer ind. Vi skal nemlig ikke bruge rådene til noget. Ihvertfald ikke nødvendigvis. Det vigtigste er borgerinddragelsen og dialogen. Og skulle der opstå en idé, der kan realiseres, så er det en positiv bieffekt. Så velkommen, Handicapråd!