Forvaltning blev "stik-i-rend-drenge"
Dencker m.fl. er bekymret over misbrug af embedsapparatet, men byrådsflertallet bevilgede alligevel penge til Avedøre - og roste sig selv!
Hverken de borgerliges forsøg på en overbydende afværgedagsorden eller oplevelse af magtfordrejning, kunne få Liste T, Socialdemokraterne og De Konservative til at fravige deres konstitueringsaftale fra november. Byrådsflertallet ignorerede helt oplevelsen og bevilgede alligevel med slet skjult selvglæde sidste tirsdag de aftalte 1,6 millioner kroner til en indsats for social integration og læsning på Avedøre Skole, Enghøjskolen og Frydenhøjskolen. Skoler, som forligsparterne på forhånd havde udvalgt udenom de øvrige partier. Mens aftalen således blev rost til skyerne af både Socialdemokraterne, De Konservative, Liste T og SF (der var stolt over godt politisk håndværk), lød der mere bekymrede meldinger fra Venstre, Hvidovrelisten og Dansk Folkeparti. - Jeg undrer mig over, at forvaltningen skal være stik-i-rend-dreng for nogle partiers aftale. Det havde været dejligt, hvis de havde stillet forslaget selv, sagde Mette Dencker (O) i byrådet. - Det havde vi også!, afbrød Pernille Falcon, med senere henvisning til et mundtligt fremsat ønske i Skoleudvalget. - Ja, fortsatte Dencker, men hvis det så også stod klart som afsender, at det var et forslag der kom derfra. I stedet for, at det er forvaltningen, der går ind og gør noget arbejde for nogle politiske partier, nævnte Mette Dencker. Og hendes ægtefælle fortsatte: - Det her punkt afføder to helt selvstændige problemer, som vi må tage fat i hver for sig. Allerførst det rent faglige - om hvorvidt der skal tildeles 1,6 mill. kr. til skolerne i Avedøre. Jeg synes det virker fuldstændig udokumenteret, at det lige præcis er 1,6 mill. kr. der er brug for til lige præcis tre helt bestemte skoler. Der er syv andre skoler, her i kommunen, som også kunne bruge nogle ekstra penge, sagde Mikkel Dencker (O), og fortsatte: - Det andet problem er, at vi for anden gang på et kommunalbestyrelsesmøde får afdækket, at Socialdemokraterne har svært ved at skelne mellem parti og forvaltning. I forslaget fra forvaltningen i Skoleudvalget står der, at man nærmest ophøjer konstitueringsaftalen mellem fire private partier til en del af forvaltningsgrundlaget her i kommunen. Man må undres. Ved sidste kommunalbestyrelsesmøde snuppede jeg en socialdemokrat i en løgn. Der blev meldt ud, at borgmester og udvalgsformand havde holdt møde med personalet. Men det viste sig så, at det ikke var personalet, der var holdt møde med. Det var nogle socialdemokratiske personaler i teknisk forvaltning der var holdt møde med. Endnu et bevis på, at I ikke kan skelne mellem parti og forvaltning. Og så kommer der det her i dag. Jeg synes godt I kan tage jer sammen, sagde Mikkel Dencker. Afværgedagsordenen gjaldt tre mill. kr. til særlige behov på alle skoler fordelt efter forvaltningens skøn. terf