HVIDOVRE AVIS fandt fejl i Trafikstyrelsens analyse
Trafikstyrelsen trækker Allingvej ud af diskussionen om nedrivning af huse
l RINGSTEDBANEN: Trafikstyrelsen erkendte i sidste uge overfor Hvidovre Avis, at den stort anlagte strategianalyse fra oktober omkring Ringstedbanen - der danner beslutningsgrundlag for Folketinget - er behæftet med mindst én alvorlig fejl. Fejlen indgår i en sætning i et afsnit om, hvad en evt. indsnævring af Holbækmotorvejen vil betyde. "Nedrivning af 42 lejligheder på Allingvej og en større jordflytning vil da kunne undgås", står der i analysen. Men den sætning trækker Martin Munk Hansen , anlægschef og konstitueret direktør i Trafikstyrelsen, nu tilbage. - Det med Allingvej er en forkert identifikation. Der skulle have stået Vigerslev Allé, indrømmer han. Hvidovre Avis fandt fejlen, inden vi gik i trykken med sidste uges avis og nåede heldigvis derved at forhindre at skabe total-forvirring om planerne for banen. Således står der intet i artiklerne fra onsdag den 15. februar om, at "lejligheder på Allingvej skal eksproprieres". Diskussion uden hensigt Efterfølgende har Hvidovre Avis konfronteret Trafikstyrelsen med strategianalysens ordvalg. Det ligner sådan en fejl, man typisk begår, når man sidder bag sit skrivebord og fejllæser udfra et kortmateriale. Har I overhovedet været i området? - Naturligvis har vi været i området. Men så kan du vel også fortælle, præcis hvilke boligblokke, matrikelnumre og evt. boligselskab, det drejer sig om? - Det kan jeg ikke. Kan ikke eller vil ikke? - Vil ikke. Fordi det ikke er hensigtsmæssigt og der ikke kommer en god diskussion ud af det. Det her skal ikke kommunikeres gennem pressen. Hvorfor? - Fordi det er en irrelevant oplysning, der kan medføre en unødig opskræmning af folk. Men faktum er, at oplysningen står i analysen og allerede har opskræmt kommunalbestyrelsen i Hvidovre? - Analysen er ment som et regneeksempel. Den angiver det værste scenarie, men anviser også alternativer, der ikke påvirker nær så mange boliger. Herefter skal der træffes en politisk beslutning - om det er nybygningsløsningen, der skal arbejdes videre med, og først derefter går vi igang med VVM-undersøgelserne. Og først når disse undersøgelser går igang, kan vi tale om eventuel relevans for Hvidovre. Som et led i den proces vil der blive høringer af offentligheden og alle berørte parter, slutter Martin Munk Hansen. terf