Kong firmabil
Jørli Petersen prøvekører VW Passat 2,0 FSI 4d Trendline til 369.163 kr.
VW Passat er den europæiske bil, der har størst succes som stationcar. 60 procent af det danske salg af VW Passat er stationcar eller Variant, og uden for landets grænser er køberne også mest interesserede i Passat med ekstra meget plads. På trods af den kendsgerning gør VW, som de altid har gjort. De sender først den 4-dørs på markedet, og inden for et halvt år kommer bilen som stationcar, og derfor lægger vi ud på samme måde som VW. Vi starter med den mindst solgte Passat, som var så tæt på at blive Car of the Year i Europa, at der skulle målfoto for at finde en afgørelse. Den nye Passat har hentet store dele af sin teknik fra den store Phaeton. Det gælder blandt andet styretøj, den nye 4-leddet bagaksel og drivaksler, og hvis man sidder i passagersædet med lukkede øjne, kan man stort set ikke mærke forskel på den 4-dørs Passat og den store Phaeton i komfort. Til gengæld er der stor forskel fra ny og gammel model Passat, hvis man bruger alle sanser. Den nye Passat er større end nogensinde. Bilen er 477 cm lang og 182 cm bred, og det er godt nyt for de campister, som gerne vil have den bredest tilladte campingvogn. Sammenlignet med den nuværende model er den nye Variant blevet 9,2 cm længere og 7,4 cm højere. Med den lidt større højde har VW kunnet lave lidt om på sæder og siddehøjde. Man sidder lidt højere i den nye Passat og har endnu bedre benplads bag i bilen, og handler det om bagagerum, kan de fleste klare sig med 565 liters bagageplads. Plads med mening Alt er større i den nye Passat, men det handler ikke kun om størrelse. Den nye Passat er også mere end en generation bedre end sin forgænger. Køremæssigt kan vi allerede nu oplyse, at Passat er nøjagtig den samme, uanset om man køber 4-dørs eller Variant, og VW har lavet et meget stort og fornemt udviklingsarbejde. De fleste biler bryder sig ikke om at køre med fuldt læs, men Passat er anderledes. Den nye Passat synker lidt i fjedrene, når bilen er læsset med mennesker og bagage, men bilens lethed og stabilitet er stort set uændret, og Passat er på alle leder og kanter en bil med meget fornemme egenskaber. Styring, opsætning af undervogn og bremser er smukt kombineret. Bilen har en ualmindelig god retningsstabilitet, og støjmæssigt er vi på et meget lavt niveau. Høj komfort er standardudstyr i den nye Passat, men hvis man har råd til at vælge mellem motorer, er det et godt tip at rykke forbi basismodellen med den lidt for velkendte 1,6 med 102 hk. Den kraftigere 1,6 FSI med 115 hk har det lidt bedre, men også her kan man mærke, at den nye Passat er en stor bil. Det går ikke alt for hurtigt med at komme op ad bakker, så vi sætter en streg under den nye 2-liters benzin, som den klart bedste benzinmotor til Passat. Drømme har sin pris Prismæssigt er der 18.000 kroners forskel fra den 4-dørs til Passat Variant, og vi indrømmer, at det er svært at vælge. Det gør det ikke lettere, at prisforskellen kun holder, hvis man vælger Trendline. Hvis man vælger en Comfort eller Highline, skal man af med 22.000 kr. ekstra. Traditionen tro har VW en såkaldt danskerpakke i baghånden. Det er en pakke til 9.900 kr., som består af fuldautomatisk klimaanlæg, justerbar varme i forsæderne, sprinkler med varme plus en kørecomputer, og som det er tilfældet med alle andre biler fra VW, er pakkeprisen så attraktiv, at langt de fleste vælger at bruge de sidste 10.000 kr., så testbilen med 2-liters FSI og DK-pakke lander på 380.000 kr. før levering. Der er langt mellem biler af Passat-kvalitet, og vi er ikke på nogen måde i tvivl. Hvis man har råd til at gå lidt højere op end basisudgaven, er den nye Passat den klart bedste bil i den danske firmaklasse. Der er ingen bedre bil i klassen, og vi er ikke det mindste misundelige på den europæiske jury, som har haft den luksus at vurdere årets nye biler uden danske afgifter. Den nye Renault Clio vandt årets europæiske titel med et mulehår foran Passat. (LNB)