Kunstgræs på opvisningsbanen
Skal rulles på ved hjørneflagene før hver divisionskamp, - ellers ville flagene stå ude på løbebanen
Blandt fodboldfolket diskuteres det kraftigt i disse tider, om de danske kampbaner i divisionsregi skal have mulighed for at ændre underlaget til kunstgræs, selvsagt fordi man gerne vil undgå de dårlige baner sidst på sæsonen. I spillerforeningen er man direkte imod kunstgræs til turneringskampe og blandt klubblederne er meningerne delte. Samtidig er der rejst tvivl om, hvorvidt kunstgræsset kan have skadelige bivirkninger for aktørerne, og det undersøges nu af eksperter. Under alle omstændigheder får opvisningsbanen på Hvidovre stadion nu kunstgræs, - dog kun ud i siderne ved hjørneflagene. Det sker i forbindelse med at gøre banen større, så den får de internationale mål, der kræves for at spille divisionskampe. - Banen er udvidet 3 meter bagud og 2 meter ud langs sidelinjen, hvilket bl.a. betyder at hjørneflagene i rundingerne kommer til at stå ude på atle-tikløbebanen, oplyser stadioninspektør Jette Hansen. - Derfor er der valgt den løsning, at lægge kunstgræsmåtter ved hjørneflagene, og de bliver lagt ud til hver divisionskamp og andre større arrangementer. I øvrigt er opvisningsbanen "næsten" færdig. Man valgte således at spille træningskamp på banen mod svenske Höllviken i går aftes, og til divisionspremieren søndag den 6. august meldes alt klart med hensyn till baneforlængelsen. Dog er det sandsynligt, at man vil spille på den gamle banestørrelse i den første kamp, fordi kunstgræsmåtterne ved hjørneflagene skal "indkøres" rigtigt. "Øjenbæen" kan ikke stå andre steder Der har været rejst nogen kritik af den nødvendige flytning af kastegården med det store stativ på stadion. En trofast stadionbruger, Dan Olsen, har således i et læserbrev beklaget at "denne øjenbæ" nu skal placeres i den anden ende - endda lige ud for hovedindgangen. - Men den kan desværre ikke placeres andre steder. Atletikfolkene ville faktisk gerne have beholdt kastegården i den modsatte ende ved de øvrige kastediscipliner, men den kan ikke flyttes til den modsatte side af hensyn til kasterne, understreger stadioninspektøren. mads-