Flyttefirma hang på tilbud
l Hvordan beregner man prisen på en flytning? Hvem skal betale, hvis sofaen mister et ben under flytningen? Og hvordan forsikrer man bedst sit flyttegods? Få gode råd om flytning på forbrug.dk. En forbruger bestilte et flyttefirma til at flytte og opmagasinere sine afdøde forældres møbler og ejendele. På forhånd havde han indhentet et skriftligt tilbud fra flyttefirmaet og accepteret prisen ved at underskrive tilbudet. Herefter gik han ud fra, at alt var i orden. Men da forbrugeren fik regningen, var den 3.250 kr. dyrere end aftalt fordi flyttefirmaet i deres oprindelige tilbud ikke havde taget højde for møbler i kælderen og på loftet. Ifølge Forbrugerklagenævnet var sagen klar. Da flyttefirmaet selv været ude hos forbrugeren og vurdere flyttelæsset, før de gav et tilbud, kunne forbrugeren ikke forvente, at prisen blev højere end den aftalte. Derfor hang flyttefirmaet på det oprindelige tilbud. Hvert år flytter omkring en million danskere fra en bopæl til en anden. Det svarer til, at hver femte dansker hvert år pakker sine ejendele ned og ud igen et nyt sted. Det kræver planlægning og en del overvejelser, hvis man vil undgå ubehagelige overraskelser. Derfor udgiver Forbrugerstyrelsen nu "Ren Besked om flytning" til hjælp for de forbrugere, der står overfor en flytning. Her er der gode råd om, hvilke overvejelser du bør gøre dig forud for en flytning, hvordan du indhenter tilbud på flytning, hvilke forsikringer du bør tegne og hvilke klagemuligheder du har.