Opsender balloner med positive ord
Stor mærkedag for kampagnen "Fokus på Sproget" med opsendelse af 1.000 balloner og masser af musikalsk underholdning
Fritidsbutikken arrangerer en mærkedag for at markere kampagnen "Fokus på Sproget" på næste onsdag den 14. juni. - Inden mærkedagen har institutioner og skoler diskuteret gode og dårlige ord, god og dårlig opførsel med deres børn, fortæller Niels E. Pedersen fra Fritidsbutikken. - Og på onsdag vil de 550 tilmeldte børn sende positive ord af sted med balloner som ord der flyver. Positive ord, som man gerne vil have, at andre modtager. Børnene maler ordene på ballonerne der klipses fast på ballonsnoren. De grimme ord må de finde en måde at komme af med! På mærkedagen kommer børn og voksne gående i optog med balloner. De ankommer til Byparken lige nedenfor Store Hus mellem kl.10.30 og 10.50, hvorefter de 1.000 balloner slippes løs med lutter glade ord til omverdenen, hvorefter den lokale skuespiller Basse Dam siger et par bevingede ord. - Vi har lavet et godt program for denne første mærkedag, og kunne ikke have gjort det uden støtte fra Hvidovre Kulturråd, Kultur- og Fritidsudvalget, Integrationsrådet, samt Avedøre Boligselskab. Efter ballonopsending kan man oplever to af landets bedste live-rappere Per V og Ole D, fra gruppen Snakbar, lege med lyrikken. Snakbar - er himmelsk hip hop og djævelsk jazz med Ole D - rap, Per V - rap, Jacob Anderskov - klaver, Morten Ilsøe -trommer og Andreas Markus - bas. De er den eneste rap gruppe i Danmark, der "freestyler" for børn! "Freestylerap" er kunsten at improvisere med ord. Det er en sammensmeltning af sprog og musik, og anses inden for hip hop kulturen for at være den sværeste, og dermed mest respekterede disciplin. Til en Snakbar koncert kan publikum bl.a. stille spørgsmål om alt mellem himmel og jord til et rap - ekspertpanel, bestående af de to klogeste mennesker i hele verden! Eller hvad med et "digt-selv-eventyr", hvor publikum bestemmer tid og sted, helt, skurk og plot, hvorudfra orkestret rytmisk og rimende skaber en historie på stedet! Snakbar har et show der bygger på jazzens traditioner. De skaber musikken i en tæt dialog med publikum, så ikke to koncerter bliver ens. - Det er lysten der driver værket, når vi tager fat i børnene der hvor de er, og giver dem én på opleveren, fortæller gruppen, - og vi har det bedst når vi overrasker alle, inklusive os selv - Vi tror selvfølgelig på en herlig dag med fokus på det positive sprog og det positive adfærd, slutter Niels E. Pedersen. På Avedøre Bibliotek er udstillingen "Ord der flyver" ligeledes med positive ord.