50 ÅR
En formidler fylder 50 år. Lisbeth Bonde, kunstskribent ved Weekendavisen og lærer ved VUC SYD i Hvidovre, fylder 50 år på fredag den 7. maj. Lisbeth Bonde er cand. mag. i dansk og billedkunst og har i mere end 25 år været en engageret og inspirerende lærer på VUC, samtidig med at hun skriver bøger og holder foredrag om billedkunst. I 2002 udgav hun sin første bog "Kunstnere på tale" og modtog samme år Ole Haslunds hæderslegat for sit kunstkritiske virke. I 2003 udkom bogen "Atelier - kunstnerens værksted". Lisbeth Bonde arbejder efter eget ønske på deltid som lærer ved VUC SYD for at få tid til sine mange andre aktiviteter: For tiden er hun ved at tilrettelægge en udstilling om maleren Peter Martensen, som hun også har skrevet en monografi om.