DELTAGER PÅ TV I FOLKEHØRINGEN
På Schradersvej bor den 47-årige Lisa Belkvist , tidl. sekretær og nu bestyrelsessuppleant hos Socialdemokraterne i Hvidovre Syd, der i slutningen af måneden deltager i Folketingets landsdækkende og tv2-transmitterede folkehøring om Europa i Odense. I Odense skal hun, sammen med Hvidovreborgeren Villy Holdt fra Risbjerggårds Allé samt 398 andre danskere, give sit bud på, hvad der er Europas og EU's største udfordringer og problemer, og hvordan de kan løses. Lisa Belkvist er meget lokalpolitisk interesseret, men finder, at bl.a. hendes arbejde som ledelsessekretær i Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (NNF) - hvor hun kan følge konsekvenserne af globaliseringen - gør hende naturligt nysgerrig på europapolitikken.