Stadig mén efter ulykke på Hvidovrevej
En 17 årig dreng blev sidste tirsdag påkørt af en kvindelig bilist - han pådrog sig både fysiske som psykiske skader
Det var en ulykkelig mor i den anden ende af røret fredag formiddag. Sønnen havde været indblandet i en færdselsulykke på Hvidovrevej ved stikvejen Svendebjergvej. Drengen kom cyklende fra Hvidovre Syd i retning mod Brostykkevej, mens bilen kom fra modsatte retning. Det var under en venstresvingsmanøvre at sammenstødet skete, den unge mand forsøgte angiveligt at afværge kollisionen, og væltede på cyklen. Ifølge moderen skulle kvinden i bilen have stopppet og spurgt drengen, om han var OK - hvilket han i sin omtumlede tilstand svarede ja til. Derefter forlod bilisten stedet, og drengen fik aldrig spurgt efter navn og registreringnummer, som kutyme foreskriver, idet han ikke var ved sine fulde fem. Forbipasserende hjalp den unge mand på benene igen, som ikke havde synlige skrammer, hvilket højst sandsynligt fik føreren af bilen til at tro - at alt var iorden. Senere har det vist sig, at skaderne var af større karaktér end først antaget. Har lukket sig inde Om aftenen blev drengen kørt på skadestuen med smerter i skulder og knæ, hvilket er til stor gene for den 17 åriges karriere som elite- curlingspiller. Et andet problem er den psykiske tilstand, som betyder at han lukker sig inde og ikke vil snakke om episoden. Lægerne har ellers rådet familien til at tale om hændelsen, men det er ikke lykkedes at nå ind til drengen. Derfor efterlyser moderen føreren af bilen med henblik på en eventuel forsikringssag, idet man i yderste konsekvens er nødsaget til at tilkalde professionel hjælp for at åbne op for drengens sindstilstand. Der kan ske henvendelse til undertegnede på redaktionen. bak