Endestationen for Attack
En sejr i kvartfinalen var ikke nok for Hvidovre Attack
l FLOORBALL: Kvartfinalerne blev endestationen for Hvidovre Attack, der inden weekendens to kampe ikke havde det bedste udgangspunkt, da de to første kampe i Århus, var blevet tabt. Dermed var kravet to sejre hen over weekenden. Lørdag indløste man det krav, mens man søndag måtte strække gevær, og se Århus kvalificere sig til semifinalen, efter at man havde tabt 4-2. Lørdagskampen blev et drama uden lige, hvor Attack hele tiden var ovenpå, med føringer på 2-0, og 5-2. Men i sidste periode spiste Århus stille og roligt det forspring, og da de udlignede til 5-5 med blot 4 minutter tilbage, var det lige pludselig dem der var videre. Men Attack viste rutine og slog til med blot et minut tilbage. I søndagens kamp var Attack foran både 1-0 og 2-1, inden Århus fik udlignet til 2-2. Attack skulle vinde for at kunne avancere til semifinalen. Men Århus havde heldet med sig og scorede 3-2 med blot 5 min. igen. Attack skulle bruge to mål for at gå videre, men igen scorede Århus til 4-2, som blev slutresultatet.