Fantastisk start på året
Hvidovre Tennisklub har opnået resultater som aldrig er set før i klubbens historie
l TENNIS: Ved senior DM spillede Thomas Skouboe sig gennem kvalifikationen og blev først slået i 1/8 dels finalen af den senere vinder Frederik Løchte med cifrene 6-3 og 6-3. I damesingle imponerede klubbens 1. dame Helene Mygind alle, ved at spille sig gennem tre kampe i kvalifikationen og videre i hovedturneringen og hele vejen til semifinalen. Her faldt hun dog i tre tætte set til den senere Danmarksmester Hanne Skak, KB. Dermed fik Hvidovre Tennisklub, ved Helene Mygind, klubbens første individuelle medalje ved Danmarksmesterskaberne nogensinde. Allerede dagen efter Helene Myginds nederlag, var hun stærkt medvirkende til, at sikre klubben oprykning til 1. division, i en høj dramatisk match i Aarhus, mod ALTS. Kampen blev afbrudt da Hvidovre bragte sig foran 5-2, og dermed ikke længere kunne indhentes. Senest var der i Påsken ungdomsmesterskaber (DM for juniorer) i Farum og KB. For første gang tog Hvidovre hele 3 medaljer, alle af bronze. I Farum, vandt Maria H. Olsen, som er 1. års U14 spiller, en flot bronzemedalje i pigedouble sammen med Thale Myhre. I KB var det U16'eren Marc Ferrigno, der imponerede. Undervejs til semifinalen, slog han nr. 2 i Danmark, samt den forsvarende mester. I semifinale måtte han dog strække våben mod en stærk spillende Patrick Schnoor, Lyngby. Også i double vandt Marc Ferrigno en bronzemedalje, sammen med makkeren Rasmus Schwartz. - Marc Ferrigno er det sidste halve år for alvor trådt i karakter, og må vurderes som et af klubbens absolut største talenter. Han har en god tilgang til træningen. Arbejder hårdt og seriøst, såvel på som udenfor banen, udtaler sportschef Thomas Skouboe. - Marcs udvikling bliver meget spændende at følge, også når han til efteråret begynder på idrætsgymnasium. Åbent hus 4. maj Torsdag den 4. maj holder tennisklubben åbent hus. Det er chancen for alle, der har lyst til at prøve at svinge ketsjeren på anlægget ved Hvidovre Stadion. Tennisklubben har en lang række tilbud til medlemmerne, således kan alle få træning, uanset alder og niveau. Derfor, om du er professionel eller aldrig har prøvet det. Om du er 90 år eller 8 år, mand eller kvinde, så mød op i tennisklubben på torsdag den 4. maj mellem 16.00 og 19.00. Medbring blot dig selv iført sportstøj og gummisko, klubben har resten og du vil få en aktiv eftermiddag/aften med tennisklubben. Samtidig med, at der holdes åbent hus på de røde grusbaner, begynder minitennis-sæsonen i tennishallen. Fra kl. 16.00 vil der være minitennis for alle mellem 4 og 10 år. Der vil være et hold kl. 16.00 og et hold kl. 17.00 - og det er bare at møde op.eb