Julen, der led et knæk...
l Røg julen helt på gulvet i fredags, da juletræet, som illuminerer hele torvet foran Hvidovre Rådhus, blev fældet af troende ekstremister - eller mere sandsynligt halvfulde unge med en skarp idé og et bøvet smil på læben? Ja, jeg kan ikke frasige mig fortids dumsdristigheder og fremtiden bringer forhåbentlig flere. Men at fælde juletræet på rådhuspladsen i Hvidovre er lige tåbeligt nok... Men det fik mig også til at tænke julehyggen, som jeg ikke har bemærket synderligt i år. Hvor er den og det glade julefolk henne? - Glædelig jul ... Møder man ikke hver dag mere, jo, måske som en tvangsreplik fra en dødkedelig og sjæleforladt kassedame. Hvad er der sket med at hilse på hinanden i forbifarten? Man ser jo kun skygger, som kravler langs panelerne, når man er i slikbutikken eller hos tandlægen. Et nik. Smil. Vink. Et glædelig jul. Husk at makkeren med købmandsvognen ved siden af dig, han/hun gider heller ikke handle ind - slet ikke midt i julens stress og jag . En møgtjans styrkes med elimineringen af den personlige kontakt. Med statur som en vintergæk står folk i køen med nakken bøjet i en 30 graders spids vinkel. Næsen rører næsten brystbenet. - Haha, nu står jeg sådan her og tvinger nakken til kiropraktoren, men jeg skal i det mindste ikke hilse på nogen... En anden udvej er at gribe telefonen for at gemme sig med hovedet nede i en telefonisk snak om ingenting, som vi andre bliver indhyllet i, selvom næsen er plantet i solar plexus. Julefrokosterne åbner op for det hilsende folk, og pludselig kan man hilse på folk i periferien, men dagen derpå kravler genertheden eller "ubehøvletheden" igen langs pudsede vægge. En sørgelig tendens, som dræber en vigtig del af livet - kontakt. Men trods hærværk mod juletiden på den ene eller anden måde, så tvinger traditioner os til at holde jul og to glas god gløgg fører ofte til et - "Glædelig jul"... Husk at returnere...