Billetterne revet væk
Der blev ingen kø foran Medborgersalens billetluge i går - tirsdag formiddag. De 680 billetter til de to ældrefester i februar var nemlig revet væk allerede tre kvarter efter at billetsalget åbnede mandag kl. 10.00. - Det er beklageligt, men det er altså lige som til en eftertragtet teaterforestilling, og vi kan ikke trylle flere billetter frem, forklarer Ældrerådets billetsælgere, der oplyser, at de første billetkøbere allerede stillede sig ved Medborgersalens indgang ved 8-tiden mandag morgen. Formanden for Det Frivillige Ældrearbejde i Hvidovre, INGOLF CHRISTIANSEN, fik den lidet spændende opgave, at melde udsolgt til alle dem, der gik forgæves i går formiddags.