Avedøre fik 400 flygtninge i nattens mulm og mørke
Det skete i september 1985, - Foredrag om "Flygtninge i Avedøre" ved Jørgen Chemnitz fra Røde Kors
"Flygtninge i Avedøre" er emnet for et foredrag på tirsdag den 28. februar kl. 19.00 i Avedøre kirke, hvor Jørgen Chemnitz fra Røde Kors vil fortælle om flygtningearbejdet i Avedøre og om Lysholmgård i Avedøre landsby som flygtningelejren "Lysholmlejren" fra 1985 til 1996. Lysholmgård ved Stavnsbjergvej (tidligere en del af den ældste Køgevej) i Avedøre landsby kan skrive sin historie helt tilbage til fæstebøndernes og stavnsbåndets tid i år 1670. Lysholmgård har lagt både gård og jord til mange begivenheder gennem tiderne. Den 29. juni 1936 blev gården overtaget af Ministeriet For Landbrug og Fiskeri og forpagtet til arbejdsplads for kriminelle under Kriminalforsorgen og i 1949 til fængslevæsenet i samarbejde med forvaringsanstalten Kastanienborg. I 1985 lejede Udlændingestyrelsen Lysholmgård til brug for Dansk Røde Kors som asylcenter og det er denne begivenhed som Jørgen Chemnitz, der var lederen af Røde Kors asylcenter, vil fortælle om i ord og Røde Kors-billeder fra flygtningelejren "Lysholmlejren" fra 1985 til 1996 og om flygtningearbejdet i Avedøre. Teltlejr til 400 flygtninge Lysholmlejren blev oprettet i nattens mulm og mørke af flygtningedirektoratet mellem den 5. og 6. september som en teltlejr med plads til 400 flygtninge ved Stavnsbjergvej i Avedøre landsby. Lørdag den 6. september ankommer lederen af Røde Kors asylafdeling til Avedøre, for at besigtige lejren. Han er rystet og tror ikke sine egne øjne, han står i mudder til op ad benene og ser militære køretøjer køre fast i mudderet mellem teltene. Der er både humanitært og politisk kaos og forvirring, for slet ikke at tale om de mange frysende flygtninge. Kursuscenter for Kriminalforsorgen Lidt efter lidt kom forholdene i orden og var i 1996, da Lysholmlejren blev lukket, et opholdssted for 150 tamiler. I dag er Lysholmgård kursuscenter for Kriminalforsorgen. Alle er velkomne - og der er gratis adgang - til tirsdagens foredrag.