Skaber orden i børnenes kaos

På tavlen hænger 7 piktogrammer: "Læse højt" står der på det ene. "Morgensamling" står der på det andet. "Pause" lyder et tredje... Tre drenge leger i legerummet. Legen er sjov med løben og råben nøjagtig som hos andre drenge på deres alder. Men de er ikke helt som andre børn. De er drenge med diagnosen "Asbergers Syndrom". Normalt eller højt begavede autister. Drenge, der har ekstrem viden om emner som "reptiler" eller "Disneys tidlige begyndelse". Drenge, der skal have dagen bygget op i rækkefølge ved hjælp af piktogrammer i genkendelige, trygge rammer. Legede de på legepladsen i skolegården med de såkaldte "almindelige" børn ville man ikke med det blotte øje se en forskel. De mangler ikke en arm og sidder ikke i kørestol. Måske især derfor er deres handicap ekstra svært at håndtere - fordi det ikke er synligt... Fra amt til kommune Frydenhøjskolen har i dette skoleår sat lokaler til rådighed til den såkaldte "K-Klasse", hvor 5 Asberger-drenge på 6-9 år er tilknyttet. Hidtil har det været Københavns Amts opgave at finde tilbud til børn med Asbergers Syndrom, Downs Syndrom og andre handicaps, men når kommunalreformen sætter ind i 2007 og giver amterne løbepas, så er det op til regionerne eller kommunerne selv at tage sig af sine egne. Et skridt på vejen er K-Klassen, som er nomeret til 7 børn med Asberger. 7 lærere og pædagoger er tilknyttet klassen. Medarbejdere, der har forskellige kompentenceområder og erfaringer, men alle har dét til fælles, at de er specialiserede. Heriblandt Bodil Enke, der har arbejdet med disse børn helt tilbage fra dengang, man fejlagtigt kaldte Asperger en "psykologisk lidelse". Hvordan er det gået med at starte en specielklasse på en helt almindelig folkeskole i Hvidovre? - Det er gået rigtig godt, fordi Frydenhøjskolen ikke blot har sagt: "Det vil vi gerne", men også haft ressorcerne, der kræves. Det hænger desværre ikke altid sammen. Viljen er der nok i mange kommuner, men penge og forberedelse følger ikke altid med, selvom man har sagt ja til opgaven. Desværre, siger Bodil Enke. Hun understreger, hvor vigtigt det er, at K-Klassen ligger på en normal folkeskole istedet for en skole for handicappede børn og unge. - Vi arbejder hårdt på at forberede børnene på et almindeligt liv. Vi kan ikke helbrede dem, men vi kan starte betingelserne for et godt liv... - Vores drenge går nu på en almindelig skole, men på visse betingelser: De har en fløj for sig selv, de er ikke i skolegården med de andre børn og hvert et minut er nøje tilrettelagt. Vi arbejder hver dag på nye mål og nye udfordringer. Giver dem selvtillid. Det var foreksempel et stort skridt at være med til fællessang sammen med skolens andre elever, fortæller Bodil Enke. Vi står i klasselokalet, der er meget spartansk indrettet. Her er en boks med en arbejdsplads til hver elev. Dekorationer findes stort set ikke og her er ikke for meget legetøj. "Støjen" er filtreret fra. Der skal ikke skabes for mange indtryk, hvis koncentrationen skal holdes. Pædagogik det eneste middel Heidi Marcussen er socialpædagog og også tilknyttet K-Klassen. Hun har arbejdet med både autister og børn med Downs Syndrom og supplerer de læreruddannede med sine pædagogiske indgangsvinkler til specialklassen. - Da der ikke findes medicinsk behandling eller alternativ behandling til Asperger-børn, så er pædagogik det eneste middel, vi har. Og klassens lærere er ildsjæle, der hele tiden forsøger at "knække børnenes kode". Vi skaber orden i deres kaos. Giver dem værktøjer at rette sig efter. Har et program fra morgen til eftermiddag, så de véd, hvad de skal lave... - Det er meget vigtigt, at dagen bliver, som de har fået at vide, den skal være. Første gang vi skulle dyrke idræt, snakkede vi nøje med børnene om, hvad der skulle ske skridt for skridt. At vi skulle gå til idrætshallen, klæde om, gå i bad... Deres dag er bygget op i kasser. De har en farve, der er deres egen og skilte, hvor de skal hænge deres tøj og stille deres sko. Vi giver dem langsomt de værktøjer, der kræves, så de for eftertiden kan stilles nye udfordringer og ikke længere er angste for det ukendte. Det går rigtig fint, siger Heidi Marcussen, der også giver børnene små lapper med besked om, hvad de skal lave, når der holdes frikvarter. Det skal besluttes på forhånd, hvem der skal lege med hvem. Ellers går det galt. Kritiske røster Forud for skolestarten i 2005 lød der ellers kritiske røster netop omkring specialklassen på Frydenhøj. Er de nu professionelle nok? Er ordningen ligeså god som amtets eller bliver vi snydt? Lærerne på Frydenhøjskolen mener, at man har fat i den lange ende. - Forældre bliver deres børns advokater. Det er helt naturligt. De er bange for, at deres børn sættes i bås. At de aldrig slipper for prædikatet: "Anderledes". Samarbejdet med vores forældre har vist sig at være rigtig godt, og den kritik, der lød inden skolestart kom da heller ikke fra forældrene til nogle af vores drenge, siger Bodil Enke og fortsætter: - Forældrene har været skeptiske, men når det viser sig, at børnene udvikler sig i den rigtige retning, sænkes paraderne. Børnene får kammerater og succes. De bliver gladere. Og det afspejler sig også i familielivet, siger Enke. Det er ikke udelukket, at drengene med tiden udvikler sig så godt, at de kan fortsætte deres skolegang i almindelige klasser.ark