Med Mark Strudal i haven

Mark Strudal bor med sin hustru Frauke og deres to børn i Kirke Hyllinge i et hus med en have, der er grøn og veldisponeret, og med en smuk udsigt til Isefjorden. Der er fuglekvidder at høre, og både hus og have fremstår som en rigtig perle. Hvad er historien omkring haven her? - Historien er, at vi synes at haven skal matche vores stil og vores hus, som vi har bygget relativt rustikt. Vi har kombineret noget gammelt og noget nyt i form af rå bindingsværk og rå, kulbrændte, håndlavede sten i en unik efterårs-rosa farve lavet på et teglværk i Sindal i Nordjylland, som står imellem egetømmer som bindingsværk. Men også noget, der ikke skulle være så meget vedligeholdelse på. Og så har vi prøvet at finde en kombination til haven deraf, fordi det skulle være noget af det samme. Vi ville gerne have en dejlig have, men det skal også være en enkel have at holde, men også samtidig lidt rustik, så den passer til selve huset. Så har vi brugt en masse chausse-sten til at lave nogle terrasser med omkring huset for at få nogle hygge-kroge. Så næsten ligegyldigt hvor solen er på dagen, så har vi et sted at kunne gemme os i. I de chausse-sten - for det er jo meget groft - har vi indbygget nogle bede, som giver et grønt islæt og en hyggelig stemning i form af blomster, f.eks. duftroser og fyldte blomster med masser af kronblade. Og vi har sat nogle busbom, som vil skabe en ramme ud til en sti, vi har. I har en flot afgrænsning af haven med thuja-hæk. Hvor gammel er den? - Det er fem år siden vi plantede den med lidt store planter. Vi har bevidst valgt thujaerne. Først ville vi ellers have valgt ren stenmur, men det ville blive for indelukket med sådan en tung mur. Og så skulle det også passe ind i naturen. Samtidig havde vi snakket meget om bøgehæk, som er den klassiske. Bøgehækken er rigtig flot når den blomstrer, men til gengæld ekstrem trist en stor del af året, hvor den står med enten tørre blade på eller helt nøgen. Det brød vi os ikke om. Og så kom vi på thuja-hækkene. De holder utrolig godt, og står grønne hele året, og danner en fin hæk, hvis de står lidt tættere, og kan gro ind i hinanden. Så det gjorde vi, og det blev en flot grøn ramme med det blå vand bagved. Det passer godt sammen. Terrænet skråner og er meget kuperet og samtidig hævet, så der bag hækken ned til vandet er en niveauforskel på 20-30 meter. Det udfordrer en haveplan. Hvordan man får udnyttet charmen i det. Og I har snakket med en havearkitekt om, hvordan man får bygget en rød tråd ind i det? - Havedesigneren Ellen Bundgaard, som er havearkitekt, har været rigtig god til at få trukket linierne op og til at få sat tingene i relief, så vi får den samme stil, det vil sige at hus og have passer til hinanden. Derudover har hun været utrolig god til at få tegnet det op til os, så vi kunne få en idé om, hvordan det kunne tage sig ud. Mange af idéerne fører vi faktisk ud i livet, hvor vi så har kombineret det med nogle ekstra ting og tanker, vi selv har haft. Hvem bestemmer i haven her? - Det er Frauke, der bestemmer. Suverænt? - Jeg vil sige det sådan, at vi begge har været enige om, at vores forhave skulle være græs og den skulle være grøn, fordi det er her, vi bruger meget af vores tid, og sidder og kigger ud mod vandet. Vi ville f.eks. ikke føre chausse-sten ud i selve haven, kun på terrassen. Frauke ved meget mere om blomstersorter og den slags end jeg. Men vi er enige om, at det skal være nogle sorter, f.eks. historiske roser, de rigtige, der dufter, og som også har lidt bondehusstil over sig - og som passer til bindingsværket i vores hus. Og blomster i de samme nuancer, og ikke for spraglet. Og så suppleret med nogle sommerblomster i teracotta-krukker, som vi vil have mange flere af end vi har nu, stående i vores terrassemiljøer. Hvordan fandt I det her sted? - Da jeg var knægt, løb jeg og legede hernede, og der var der et par enkelte grunde, hvor man altid stod og kiggede over hækken på, og sagde "nej, det er nu et meget dejligt sted, det her!". Den her grund var én af de få store - på 1.300 kvadratmeter. Her boede en dyrlæge, der også var områdets byggematador, dengang markerne heroppe blev udstykket til grunde, og min far hjalp ham med nogle tegninger. Han skulle ikke betale for tegningerne - det eneste min far bad om var, at hans familie fik lov til at byde først, hvis dyrlægen engang ville forlade huset. Sagt i sjov - for på det tidspunkt havde dyrlægen ingen planer om at flytte. Men tiden gik. Og en dag hørte min mor, der er frisør i området, at dyrlægen skulle flytte på plejehjem. Så næste dag bankede jeg på dyrlægens dør, og ganske rigtigt, huset var til salg. Og så tog jeg en runde i huset, og var ikke i tvivl. Og så gav han og jeg et godt, gammeldags håndslag på det. Næste dag havde vi købt det, siger Mark Strudal. ua/terf