Kursisterne fik lært mere dansk
Hvidovre Sprogcenter holdt forleden sin afslutning, der samtidig betyder sommerferie indtil august, hvor undervisningen begynder igen. I år blev 32 kursister sendt til eksamen, heraf ti selvstuderende fra såvel Hvidovre som andre kommuner. Den skriftlige prøve blev afviklet først, dernæst den mundtlige. Kun én dumpede. Forstander Erik Toft redegjorde for årets eksamenskarakterer, og Rushy Rashid Højbjerg holdt en tale, hvor hun bl.a. redegjorde for sine egne tidligere vanskeligheder med at lære at tale og skrive dansk. - Nu har I med jeres vilje og arbejde for at lære dansk vist, at I er den ressource, der skal være med til at løfte fremtidens opgaver, sagde Rushy Rashid Højbjerg bl.a. Derpå uddelte hun eksamensbeviser til de synligt stolte elever. terf