Skolebestyrelserne på "skolebænken"
En aftenkonference og et heldagskursus under forberedelse
Der kom et meget stort antal nye medlemmer ind, da man i sidste måned holdt valg (udpegning) til skolebestyrelserne ved de 11 kommunale skoler i Hvidovre. Det er baggrunden for at Skole- og Kulturforvaltningen nu er gået i gang med planlægningen af to fælles konferencer/kurser for skolebestyrelses medlemmerne, henholdsvis i maj måned og senere i oktober. Der er således planlagt et aftenarrangement tirsdag den 9. maj, der har fået overskriften: "Skolebestyrelsernes arbejde - lovgrundlag og kompetencer". Derudover forbereder man et heldagskursus den 28. oktober, hvor arbejdstemaerne foreløbig ser således ud: 1) "Hvorfor skolebestyrelser? - om rolleafgrænsning, formel kompetence, professionelt bestyrelsesarbejde og visioner", 2) "Om at udarbejde principper", 3) Sådan opnår skolebestyrelsen resultater" , og 4) "Sådan kommer vi igang". På skoleudvalgets møde forleden kom der yderligere forslag om at udvide kurset med et tema med "skolepolitisk indhold". På budgettet har kommunalbestyrelsen foreløbig afsat 60.000 kr. til arrangementerne, der nu skal drøftes nærmere med det kommende skolekontaktråd. m-