Flot program for flystævne på Avedøre Flyveplads
Programmet er på plads til Aeronautisk Dag, og det byder på underholdning for hele familien
Luften vil blive fyldt med lyden fra flymotorer, når flystævnet, Aeronautisk Dag afholdes på Avedøre Flyveplads på Gl. Køge Landevej 580 overfor Stamholmen, på søndag den 27. august fra kl. 10.30 til17.00 Dagen starter kl. 10.30, hvor de forskellige veteranfly vil begynde at lande på flyvepladsen. Der vil være adgang til området langs landingsbanen, så flyene kan blive fulgt fra nært hold. Flyene vil, efterhånden som de lander, blive stillet op så det er muligt at få et kig ind i cockpittet, og børnene kan prøve at sidde i pilotens sæde. Kl. 11.00 starter børneaktiviteterne, hvor det blandt andet er muligt at få en køretur i et gammelt militærkøretøj, vinde præmier ved at bygge modelfly og ikke mindst prøve at stige op i en fortøjet varmluftballon. Fra kl. 11.30 åbner en af de fredede hangarer med servering af øl, vand og harvardpølser, der rummer et helt måltid i sig selv. I hangaren er der dagen igennem jazzmusik, og kl. 12.00 og 13.30 vil artisten Mr. Toon underholde med sit stærkt humoristiske show. Kl. 12.30 lander faldskærmsudspringere på pladsen inden, at brevduerne vil blive sendt af sted kl. 13.00. Kl. 14.00 bliver der fortalt om en af luftens særheder, nemlig varmluftballonen, og kl.14.30 er det den specielle kopi af Ellehammers 1909 model, som vil blive vist frem og fortalt om. Fra kl. 15.00-17.00 vil flyene starte deres hjemrejse og give plads til opsendelse af en luftballon Kl. 17.00. Dagen igennem vil der være udstillinger og filmfremvisning i teltene og bygningerne ved flyvepladsen, så uanset vejret vil der være masser at opleve. Publikum opfordres til at parkere på arealet overfor flyvepladsen, hvor der vil være anvisninger. Der skal betales parkeringsafgift, men der er fri entré til selve arrangementet. Programmet er afhængigt af vejrforholdene på dagen, og det kan derfor ændre sig. Dagen er arrangeret af Aeronautisk Center Avedøre, Skov- og Naturstyrelsen, Historiens Hus Hvidovre samt Hvidovre Kommune.