Borgmester- kontoret får mere tyngde
- og nyt navn, når rådhuset forenkler sin administration - flertal sikret på forhånd
Et byrådsflertal bestående af foreløbig Socialdemokraterne og SF vil forenkle administrationen på rådhuset. Det fremgår af et forslag - oprindelig udarbejdet af kommunaldirektør Jens Frederik Jørgensen - i Økonomiudvalget. Et forslag, som byrådet drøftede i går på et møde efter avisens deadline. - Jeg betragter ikke forslaget som en centalisering af magten, men mere som en forenkling af den administrative struktur. Det er også helt i tråd med medarbejdersidens opfattelse, som ønskede endnu færre forvaltninger, nemlig kun en centraladministrativ forvaltning, beretter Niels Ulsing (F), og tilføjer: - På møde i Hovedsamarbejdsudvalget udtaler medarbejderne, at en forenkling af den administrative struktur i Hvidovre Kommune er tiltrængt. Da den foreslåede ændring er et skridt i den rigtige retning, er medarbejderne positive overfor forslaget. Jeg tror, at den nye struktur bedre vil kunne matche kommunalreformens udfordringer, forklarer Ulsing. To centrale Ifølge forslaget skal den administrative struktur fremover bygges på færre enheder og tilrettelægges i seks forvaltningsområder - fire fagforvaltninger og to centraladministrative forvaltninger. De nuværende fire fagforvaltninger - Arbejdsmarkedscentret, Skole- og Kulturforvaltningen, Social- og Sundhedsforvaltningen og Teknisk Forvaltning - skal fortsætte med tilførsel af nye opgaver, som led i opgave- og strukturreformen. Arbejdsmarkedscentret betegnes fremover som Arbejdsmarkedsforvaltningen, således at der navnemæssigt er klarhed i forhold til det kommende jobcenter. Fire bliver til to De to centraladministrative forvaltninger dannes ved at sammenlægge de to nuværende enheder Borgmesterkontoret og Økonomisk Forvaltning til fremover Centralforvaltningen samt de to nuværende enheder Personale- og Serviceafdelingen og IT-afdelingen til fremover Personale- og IT-forvaltningen. De nye opgaver, der tilføres fra amtet, staten, H:S og HUR, tillægges de forvaltninger, der i dag har de tilgrænsende kommunale opgaver. Med den nye struktur, der ventes endeligt at kunne træde i kraft efter sommerferien, på det centraladministrative område vil Socialdemokraterne skabe "en indre opgavemæssig sammenhæng", og bl.a. sørge for, at ensartede opgaver, f.eks. økonomiopgaver, holdes samlet. Centralforvaltningens opgaver skal især rette sig mod borgerne og det politiske niveau, mens Personale- og IT-forvaltningens opgaver især vil rette sig mod de kommunale virksomheder. Forslaget har hverken fået opbakning fra Hvidovrelisten eller Venstre i Økonomiudvalget. - Der var ikke rigtig nogen forklaring på Liste H og Venstres forbehold, måske er det blot for at få mere tid til at sætte sig ind i forslaget, nævner Niels Ulsing. terf