Farvel til familien i Hvidovre

Familieterapeut og socialrådgiver Kirsten Muus , 57 år, har været med siden Poppelgården Familiecenter blev oprettet af Hvidovre Kommune for 15 år siden, heraf de seneste 10 år som leder - men nu siger hun farvel til familien af kolleger og andre interessenter i Hvidovre. Fra den 1. januar 2006 bliver hun selvstændig familieterapeut med base fra et lokale på Vesterbrogade og fra hjemmet på Frederiksberg. Kirsten Muus. Du har nævnt, at du søger nye udfordringer. Hvad mener du med det? - Der er en naturlig anledning nu, hvor der skal ske meget på det forebyggende område i forlængelse af kommunalreformen. Og det er et tidspunkt, der giver anledning til, at jeg har tænkt: Er det dét jeg skal være med i, eller er det nu, jeg skal afprøve noget, som jeg i og for sig har rumlet med i længere tid - at jeg godt kunne tænke mig at prøve at være min egen chef og se hvordan det vil gå. Så tidspunktet er godt. Nu står vi på tærsklen til, at der skal ske en række omlægninger i og med at kommunerne skal til at overtage en række opgaver, som tidligere har ligget i amtet. Og det betyder, at vi i Hvidovre skal kigge på, hvad vi har af ressourcer og hvordan de skal bruges. Det stykke arbejde er gået igang. Så der er ikke tale om, at du løber af pladsen i utide, efter kun 15 år? - Det mener jeg ikke selv. Men det er klart at jeg har gjort mig nogle overvejelser. Enten skulle jeg blive her til jeg forlader arbejdsmarkedet. Og jeg har ikke tænkt mig at gå før jeg er tidligst 65 år. Eller også skulle jeg beslutte mig til at gøre noget andet. For med den alder jeg har, skal man ikke vente så meget længere, hvis man skal prøve noget andet. Fastlåste problemer Hvad med udviklingen på Poppelgården i de 15 år - kan du skitsere nogle hovedlinier? - Problemer i familier er ikke noget, der er gået af mode, eller har ændret sig på de 15 år. Så problemerne er stort set de samme i den tid, jeg har været her. Men tidligere havde vi flere forebyggende opgaver. I dag bruges flere af vores ressourcer på at samarbejde med familier, hvor problemerne kan forekomme komplekse og fastlåste. Det vil sige, at blandt de henviste familier er der gået rigtig lang tid, før de når til os. Længere end der gik tidligere. Dog har vi meget sjældent familier, hvor vi skal tage stilling til, om et barn skal anbringes. Der er tale om familier med et behov for at udvikle kompetencer, så alle kan få det bedre. Udgangspunktet hos os er, at de skal kunne blive sammen. Hvor kan man placere ansvaret for den udvikling? - Det er svært at sige. Men belastningen på sagsbehandlerne i børne- og familiegrupperne i kommunerne er større i dag, end den har været. Ikke fordi de har flere sager, tror jeg. Men kravet til det administrative er blevet større, og det ligger også i den nye Servicelov. Dermed tages der ressourcer fra klientkontakten, altså kontakten med de borgere, der har brug for hjælp. Så familierne bliver længere "i systemet" inden de kommer til jer? - Ja. De bliver ikke fanget op af systemet på samme måde, og der går så lang tid, at problemerne ofte har vokset sig rigtig store og synlige. Varieret repertoire Har det indflydelse på jeres arbejdsmetode - den systemiske (hvor der arbejdes med selve samspillet i familien snarere end med snævert fokus på enkeltpersoner, red.)? - Det kan godt have noget at sige, men vi har også et større og mere varieret repertoire af tilgange til problemerne end i begyndelsen. Ting vi har afprøvet over årene. Blandt andet løser vi også opgaverne ude, hvor de udspiller sig, og ikke kun ved at sidde i vores lokaler og snakke om det. Hvis en mor siger, at hver gang hun går i supermarkedet med sit barn, går det helt galt. Så kan vi sige: Må vi gå med dig og se hvad der sker - eventuelt også optage det på video, så vi kan kigge på det sammen? Fleksible Så video er kommet til? - Det har vi haft i en hel del år. Men vi bruger det mere fleksibelt, end vi har gjort. Det kan også være i hjemmet i de situationer, hvor det virkelig brænder på, for eksempel ved sengelægning eller situationen med "at få børnene i tøjet og komme ud af døren". Så vi er blevet mere rummelige og bevægelige. Men selve samtalerne vil vi gerne have at familierne har hos os, fordi det er en mere rolig ramme end hjemme i familiernes dagligstuer, hvor meget kan forstyrres af telefoner og naboer og så videre. Er der andre eksempler på forandringer? - Vi er blevet mere brede i vores tilbud og måde at møde familierne på, der i dag er mere inspireret af forskellige retninger end før. Måden vi taler med én familie på kan være forskellig fra måden vi taler med en anden familie på. Den ene familie kan konkret have brug for gode råd - og dér kan vi være meget "lærer"-agtige og anvisende. Og den anden familie hjælper vi i en terapeutisk relation med dialog og samtale til selv at nå frem til, hvad de finder er det rigtige for dem. Så når vi siger, at vi arbejder med udgangspunkt i systemiske teorier, så betyder det, at vi arbejder indenfor den ramme, og at vi er inspirerede af mange forskellige skoler. Lytter til familierne Men er der behov for den variation, når problemerne stort set er de samme som for 15 år siden? - Det er godt at kunne være varieret, fordi forskellige mennesker har brug for noget forskelligt. I dag lytter vi også mere til hvad familierne tænker er den bedste måde at hjælpe dem på. Ofte har familierne selv en forestilling om, hvad der er den bedste måde for dem at forandre noget på. Hvad er det fornemste som din efterfølger arver efter dig? - At møde borgerne med respekt er noget af det fornemste. At vi i alle situationer er respektfulde. Det har vi udviklet sammen her. Hvad er respekt? - At vi lytter og taler ordentligt med klienterne. At vi ikke presser egne idéer ned over dem eller vil have dem til at gøre eller opføre sig på måder, vi synes er rigtige. Men at møde dem, dér hvor de er, og mere at følges med dem end at gå foran dem.terf I anledning af Kirsten Muus' fratræden holder Poppelgården Familiecenter reception fredag den 13. januar kl. 13.00.