Utålmodighed i Avedøre
Satte points til ude mod Skjold - vandt hjemme over Frem
l FODBOLD: Havde Avedøre kendt sin besøgelsestid, var holdet aldrig gået fra banen med et nederlag ude mod Skjold, der har en hjemmebane, der er ligeså ujævn og hullet som en Lodsvej i Hvidovre. Hjemmeholdet vandt 1-0 i en meget chancefattig kamp, hvor Avedøre ikke var tålmodige nok i den afgørende fase, hvor kniven skal sættes i byttet. Den sidste aflevering lå der bare ikke, og bolden blev ikke kørt rundt en ekstra gang for at opnå en optimal situation. Manglende skarphed kombineret med manglende held var årsagen til nederlaget. Det gik bedre mod Frem, der blev besejret med 2-0. Begge mål scoret i 2. halvleg af henholdsvis Henrik Løndal og Kenni Olsen. - Vi håndterede begge kampe fornuftigt mentalt, konkluderede træner Henrik Løndal. - Det vil sige, at vi ikke tog for let på tingene eller havde ladet forkert op, selvom det var bundhold, vi var oppe mod. Der var den samme opladning som mod Greve, så på den front var vi gode som hold.Vi var dygtige til at holde Frem fra fadet. De havde en chance, som de bankede på vores overligger, og det var så det. Vi kom foran, da Kenneth Rasnis headede et indlæg ned til mig. Jeg tæmmede bolden i den retning, jeg ville og bankede den resolut i mål. Et flot mål, synes jeg i al beskedenhed... - Målet burde have givet os ro og overskud, men da vi var for lang tid om at få mål nummer to, blev det lidt febrilsk. Vi havde bolden meget, men traf som oftest de forkerte beslutninger. Kenni Olsen scorede sit andet mål i denne sæson direkte på frispark i dommerens overtid, og det var selvfølgelig forløsende, men vi burde have afgjort kampen definitivt inden... - Vi er stadig med i kampen om at undgå nedrykning. Sejren over Frem har givet os lidt luft, men her 7 kampe før afslutningen er vi stadig med i nedrykningsspillet. På lørdag spiller vi i Farum, og en sejr her vil være rigtig god, da Farum også er med i kampen om at undgå nedrykning... eb