Ruder Es klar til ny sæson i "egne" lokaler
Men Aktivitetssalen står kun til rådighed i denne sæson
Så starter sæsonen for bridgeforeningen "Ruder Es". Man har i år fået salen i Lille Friheden til sin rådighed hver tirsdag og torsdag aften. - Det betyder, at vi er i stand til at optage nye medlemmer i den kommende sæson, samt tilbyde begynderundervisning, fortæller formand Karsten Munch. - Undervisningen for begyndere starter den 12. september og fortsætter herfter hver tirsdag kl. 19.00-22.00 i Aktivitetssalen i Lille Friheden. Man kan få nærmere oplysninger på tlf. 43 45 66 26, hvor man også kan få oplyst, om der er plads til nye medlemmer på turneringsaftenerne tirsdag og/eller torsdag. Desværre er det kun i denne sæson, Ruder Es har fået Aktivitetssalen stillet til rådighed. Tilbudet gælder nemlig kun så længe, at Gungehusskolen er under ombygning. - Det løser desværre ikke vores problemer på sigt. Det er min opfattelse, at kommunalbestyrelsen opfattede vores ansøgning som akut, mens den var ment langsigtet, siger formanden. - Lokalerne i Friheden giver os muligheder. Blandt andet vil det være muligt at benytte Danmarks Bridgeforbunds EDB-ur, der ved hjælp af en computer og en fremviser kan projektere uret op på væggen, slutter Karsten Munch, og tilføjer at medlemmerne er klar til at betale de ekstra 500 kr. i kontingent, som "egne lokaler medfører". ark.