Højsæson for tandpine
Man kan henvende sig hos Tandlægevagten
Nødder og søde sager smager godt, men kan være hårde for tænderne at tygge sig igennem. Det skal dog ikke være bekymringer for tandpine, der skal holde danskerne tilbage for lækkerierne. Også i år står tandlæger nemlig de fleste steder i landet klar til at kurere højtidens tandpiner. Får man brug for at benytte en af de tandlæger, der skiftes til at stå til rådighed her i jule- og nytårsdagene, skal man huske sit sygesikringsbevis. Og så skal man være opmærksom på, at behandlingen som regel sker mod kontant betaling, og at priserne er højere end ved en normal tid hos tandlægen. Hvis tandpinen melder sig i højtiden kan man henvende sig hos Tandlægevagten på Oslo Plads 14 (ved Østerport Station), den er åben alle dage året rundt, og i hele jule- og nytårsperioden kører man med ekstra bemanding. - Juletiden er en af de travleste tider på hele året. Som regel har vi 1.000 patienter henover jul og nytår. Det er typisk folk med knækkede tænder eller smerter fra tænder, der skal rodbehandles. Mange har nok tendens til at undertrykke eventuelle tandsmerter i løbet af december p.g.a. juletravlheden, og når så fridagene kommer, melder problemerne sig, siger tilsynsførende tandlæge Per Guldbæk. Man kan ikke bestille tid, men skal bare møde op i åbningstiden. Oplysninger om åbningstider kan fås på tlf. 35 38 02 51.