Flyvende paraboler
- tuder os ørene fulde i skovene!
l Af Bo Håkansson, biolog i Danmarks Naturfredningsforening Natuglen tuder i disse nætter for fulde gardiner i mange skove – " ki-vik, ki-vik " – meget insisterende! Januar er nemlig ikke bare begyndelsen på et nyt år, men også starten på natuglens yngleperiode. Natuglen er vores mest almindelige ugle. Udbredt over hele landet, både i nåle- og løvskov. Som de fleste ugler er den aktiv om natten, hvor den jager gnavere. Og dét er den ekspert i! Hovedets særprægede udseende skyldes nemlig, at natuglen – som andre ugler – har en enestående og højtudviklet hørelse. Det er ikke tilfældigt, at øjnene ser ud til at være omgivet af hver sin parabol. Det er nemlig lige, hvad de er. Ørerne er fremadrettede og fungerer derfor som optimale "pejle-instrumenter", når natuglen skal fange mus i mørket. Men det er ikke nok at lokalisere byttet. Skal uglen slå kløerne i musen, skal den helt lydløst kunne flyve gennem mørket, så musen ikke ved, hvad der foregår. En susen fra vingeslagene er nok til at afsløre, at jagten er i gang. Derfor er det yderste af uglernes svingfjer lidt "flossede". Det betyder, at vingeslagene er fuldstændigt lydløse – og haps – naturens svar på det "usynlige stealth-fly". Når musen er nedlagt med kløerne og et effektivt bid i nakken, sluger natuglen den i et hug. Bagefter gylpes de ufordøjelige dele af musen op – uglegylp, som vi kaldet det. På den måde kan man finde frem til natuglerne tilholdssteder. Uglegylp er grå hårboller fyldt med knogler. Men selv om natuglen er udstyret med "naturlig højteknologi" og raffinerede fangstmetoder - så kan den ikke bygge sin egen rede. Derfor må uglen nøjes med et hul i et gammelt råddent træ - og dem er der ikke mange af. Eller også må den indtage en forladt kragerede. Derfor kan man hjælpe nat-uglen ved at sætte redekasser op. Og det skal gøres nu i denne tid, selv om natuglen først lægger sine tre til fem æg i februar eller marts. Og en redekasse er meget enkel at bygge: I princippet bare en terningformet kasse, som er mindst 35-40 cm på hver led. Lad kassens tag skråne lidt. På fronten af kassen skal den øverste halvdel være åben, i hele kassens bredde. Det er meget vigtigt, at man borer nogle huller i bunden, så evt. regnvand kan komme ud. Og det er ligeså vigtigt, at man i bunden lægger nogle tynde grene og blade – ellers ruller æggene ud i hjørnerne og kan ikke udruges! Lav en slags "adventskrans" af f.eks. tynde birkegrene, og læg f.eks. grannåle i bunden. Hæng kassen op med tov, tæt til stammen. Gerne lidt skjult i et grantræ, og helst i mellem 5 til 10 meters højde, og i en uforstyrret del af skoven. Og husk altid: Spørg skovejeren om lov, inden du sætter kassen op.