Søtoftegård gik fri
Ingen sager mod entreprenøren - men konkurs burde forbydes, siger AVII-formand
l Selvom entreprenøren Søtoftegård gik konkurs i 2002, og inden byggeriet af Avedørelejren II stod færdigt, har ingen kreditorer fundet anledning til at søge erstatning. Det fortæller en Søtoftegård-medarbejder, der var med i projektet dengang. - Konkursboet i Søtoftegård A/S, Bygmestre er afsluttet nu. Der har i forbindelse med konkursbehandlingen ikke været rejst erstatningssager mod den tidligere ledelse eller ejerkreds. Heraf må man slutte, at der ikke har været foretaget omstødelige eller ulovlige dispositioner, oplyser Henrik Wolfhagen, projektmedarbejder hos Søtoftegård Sjælland A/S. Om årsagen til konkursen, der så vidt Hvidovre Avis erfarer omfatter en gæld på 70-80 mill. kr., meddeler Henrik Wolfhagen: - Det var en kompliceret række af forhold, der udløste konkursen, hvorfor der ikke kan gives en enkel forklaring på den. Vi gjorde hvad vi kunne for at undgå den for alle uønskede situation, nævner han. - Vi har ikke haft nogen indflydelse på det, der er sket efter konkursdagen, da man ikke ønskede vores bistand til at færdiggøre arbejdet. Men hvorfor omtaler I ikke konkursen i forbindelse med omtalen af byggeriet på jeres hjemmeside? - Hvis man går konkurs i Danmark, kommer man i den sorte bog - modsat i andre lande, hvor konkurs mere læses som et udtryk for, at man har lært noget. Og de mennesker, der agerer i markedet, véd jo godt, at vi gik konkurs dengang, siger Henrik Wolfhagen. Konkurs ikke omtalt På sin hjemmeside skriver Søtoftegård: - De tidligere belægningsbygningerne fra 1913, er i dag ombygget til 94 andelsboliger. Projektet har bl.a. taget udgangspunkt i hele kasernens forvandling til et nyt kreativt miljø bestående af filmbyen, museer, restaurant og vandrehjem. I dette spændende og grønne miljø fremstår de privat finansierede andelsboliger som en naturlig bestanddel. Projektet, der stod færdigt i 2002, er udviklet og solgt af Søtoftegård. Omtalen på hjemmesiden gør hverken fra eller til i forhold til AVII i dag, men formanden for andelsboligforeningen, Birgitte Larsen, beretter: - Vores forhold til Søtoftegård er ikke godt. De lavede nogle gode projekter, men var alligevel ikke anderledes end andre byggeselskaber og entreprenører, som rask væk går konkurs og danner nye selskaber. Det burde forbydes. En masse mindre håndværkere river de med i købet, udtaler Birgitte Larsen. terf