Elever udstiller malerier på Hvidovre Hospital
I foråret drog en lille gruppe elever med autisme af sted til kunstmuseet Arken for at se en særudstilling om den australske urbefolknings kunst
Eleverne fik en rundvisning, som var en god oplevelse og til stor inspiration for dem. Hjemme i klassen på Frydenhøjskolen gik eleverne herefter i gang med selv at fremstille billeder. Aboriginal kunst er som et luftfoto, der i koder og symboler fortæller om urbefolkningens ritualer og om vigtige, hemmelige steder. Urbefolkningens billeder indgik oprindeligt i ceremonier på hellige steder i naturen. Deres ceremonier er en højtidelig handling, der blev udført efter bestemte regler. Kun folk, som er indviede, må være med i ceremonien. Malerierne var en af flere ingredienser i ceremonien, som handlede om drømmefortællinger. Aboriginals malede fortællingerne på bark og i sand, samtidig med at de også sang dem. Når billedet var færdigt, dansede de på det for at viske det ud igen, så uindviede ikke kunne afsløre de hemmeligheder, som billederne fortalte om. På baggrund af den viden gik eleverne i gang med at male deres egne billeder. Udgangspunktet blev, at eleverne skulle forestille sig deres eget klasseværelse set oppefra. På denne konkrete måde kom eleverne til at arbejde med et andet billedsprog end det, de er vant til. Således introduceredes eleverne via det konkrete til det abstrakte billede. Netop for børn med autisme kan det være vanskeligt at udtrykke sig i billedsprog, og derfor har det været en stor udfordring for disse børn at komme i gang med maleriet. Som arbejdet skred frem, blev eleverne mere og mere grebet, og timerne har været præget af dyb koncentration. Efterhånden som eleverne har arbejdet med billederne, har de løsrevet sig fra det oprindelige oplæg og derved opnået et personligt udtryk. Eleverne har ladet sig inspirere af urbefolkningens brug af jordfarver, og undervejs blev eleverne gode til selv at blande farver, så nye farver dukkede frem og matchede maleriet. Som afslutning på forløbet blev eleverne af Hvidovre Hospitals Kunstforening inviteret til at udstille deres malerier i Vandrehallen på Hvidovre Hospital. Ferniseringen blev afholdt sidste torsdag. Her fik børnene gavekort, slikposer og meget ros af kunstforeningens formand, Lisa Kjær, som opfordrede børnene til at lave mange flere billeder.