Råbende tyv
En besynderlig hændelse i ISO, Frihedens Butikcenter. En kunde opdagede i onsdags en mands tyveri af barberblade i supermarkedet, og fulgte efter vedkommende ud på parkeringspladsen. Her henvendte man sig til gerningsmanden, og fremlagde hans manglende betaling af varerne. Han leverede straks kosterne tilbage til vidnet, men begyndte så at råbe højlydt. Der var ikke optræk til slagsmål, men manden råbte op og forsvandt ind i en opgang på Strandmarksvej. Politiet søgte efter manden i opgangen, men uden held. Hændelsen skete om aftenen klokken 18.55.